Annika Bornebusch er den eneste aktive kvindelige high diver i Danmark. Med sine spring fra Limfjordsbroen vil hun inspirere flere kvinder til at dyrke udspring og High Diving.
Af: Maja Lorentzen, kommunikationskonsulentFor de fleste atleter til DM-ugen fylder konkurrenceelementet en del. Det er fedt at præstere bedre end de andre og forhåbentligt ende på podiet med en medalje om halsen. For 31-årige Annika Bornebusch er det anderledes. Hvis hun ellers lander sine spring, er hun sikker på at ende på toppen af podiet med en guldmedalje om halsen – hun er nemlig den eneste kvinde, der stiller op til DM i High Diving.
Derfor konkurrerer hun primært mod sig selv og prøver at forbedre sin egen præstation frem mod VM i High Diving, der løber af stablen i Japan om få uger. Samtidig håber hun at inspirere flere kvinder til at dyrke udspring og High Diving, der begge er mandsdominerede sportsgrene i Danmark.
”Man skal ikke som kvinde tænke: ’Jeg kan ikke dyrke High Diving, for jeg er ikke lige så stærk som en mand’. Man kan sagtens som kvinde. For det utrænede øje kan det godt se ud af mere, når mændene springer fra en højere platform − fx til Red Bull Cliff Diving fra Operahuset − men det skal ikke holde kvinderne tilbage,” siger Annika.
Det er nemlig sådan på højeste eliteniveau i High Diving, at mændenes platform er 27 meter, mens kvindernes er 20 meter. Årsagen til dette bunder i den fysiske forskel mellem kønnene.
”Det er ikke mindre imponerende at springe fra 20 meter i forhold til mændenes 27 meter. Tro mig – 20 meter føles bestemt højt nok, når man står på platformen,” siger Annika.
Læs også: FAQ om High Diving
Det er vigtigt for Annika Bornebusch at fastslå, at man sagtens kan lære og blive dygtig til en ny sportsgren, selvom man er voksen. Hun begyndte selv til springgymnastik, da hun gik i gymnasiet, og hun fik øjnene op for udspring efter et ophold på gymnastikhøjskole. Det dyrkede hun sideløbende med universitetsstudierne, indtil hun i 2020 for første gang hørte om High Diving i Danmark. I dag – fire år senere – er hun tredobbelt danmarksmester, har opnået en 6. plads til EM og kvalificeret sig til VM i High Diving.
”Både da jeg startede til gymnastik og udspring, var jeg ret gammel i forhold til de andre. Mange siger, at ’man skal lære det som barn for at blive god’. Selvfølgelig er det altid nemmere, hvis man har gjort noget, siden man var barn. Men derfor kan man jo godt prøve det som voksen,” mener Annika.
Alligevel er det en fordel at have en fortid som gymnast eller udspringer, hvis man gerne vil prøve at springe fra højderne. Fx er mange elementer fra springgymnastik også centrale i High Diving – blandt andet den såkaldte barani, der er en salto med halv skrue, som får high diveren til at lande på benene i vandet. En stor del af årets DM-deltagere er da også tidligere gymnaster ligesom Annika.
”Mange springgymnaster topper, mens de er ret unge, og så er det let at tænke: Nå, så er det slut med konkurrencesport for mig. Men du kan sagtens lære noget nyt – også som voksen. Og det er bestemt ikke for sent at starte med High Diving, når du er voksen,” siger hun.
Netop det med at lære noget nyt – det er noget af det bedste ved High Diving, ifølge Annika:
”Det er sjovt at gøre noget, man allerede kan. Men det fedeste er at lære nye ting. Og det gør du konstant i High Diving, fordi du hele tiden rykker dine grænser. Du kan fx lave en dobbelt salto med halv skrue fra 10 m højde – så har du lært det spring. Men første gang du laver springet fra 13 m, er det noget helt nyt. Det giver et rush hver eneste gang,” forklarer hun.
Annika Bornebusch er en del af High Diving Denmark – den danske gruppe af aktive high divere. Selvom hun er ene høne i kurven, har hun fundet et rigtig godt fællesskab.
”Der er ikke så mange voksne, der dyrker udspring. Derfor var det spændende at møde nogen, jeg ikke kendte, der lavede det samme, som jeg gjorde,” forklarer hun.
Alligevel savner hun flere kvindelige high divere i Danmark.
”Jeg ville ønske, at jeg kunne dele det med andre kvinder. Man spejler sig jo i dem, man er sammen med, men man kan ikke rigtig sammenligne mænd og kvinder i High Diving,” forklarer hun.
High Diving er en ekstremsport på grund af den potentielt høje skadesrisiko, og derfor er det ikke kun fysikken, der er forskellig mellem kønnene:
”Der er en forskel i, hvordan kvinder og mænd går til ekstremsport. Vi bliver alle nervøse og kæmper med tanker om, hvorvidt vi kan finde ud af det og lave vores spring. Men kvinder kan nogle gange italesætte det på andre måder end mænd, og derfor kan jeg godt savne kvindelige sparringspartnere,” fortæller Annika.
For få uger siden var Annika Bornebusch i Fort Lauderdale, Florida, med sin træner, Mads Vinther Søndergaard, og sit mandlige modstykke Jonas Madsen, der ligesom Annika er tredobbelt danmarksmester i High Diving. De to danmarksmestre deltog i World Aquatics’ High Diving World Cup for at kvalificere sig til VM, og der fik Annika rig mulighed for at møde andre kvindelige high divere.
”Det er megafedt at springe med andre kvinder, og det er fedt at se, hvad de kan. De er dygtige, og det er inspirerende,” fortæller hun.
Det lykkedes Annika at springe sig til en kvalifikation til verdensmesterskaberne, der finder sted i Japan om få uger.
”Det er megafedt! Det er kulminationen på nogle års hårdt arbejde. Jeg glæder mig vildt meget til VM og hele oplevelsen, som jeg forventer bliver endnu større end i Rom sidste år til EM,” siger Annika.
Læs også: DM-ugens største vovehalse kaster sig ud fra Limfjordsbroen
Alligevel ser hun frem til DM i Aalborg, selvom hun ikke kommer til at konkurrere med andre kvinder. Det er nemlig en af hendes eneste chancer for at træne sin VM-serie fra 20 meters højde.
”Jeg kunne godt bare vælge at lave fire spring på 13 meter og hente min guldmedalje. Men det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Jeg vil stadig gerne præstere godt og lave gode spring. Samtidigt er det en af mine eneste chancer for at træne min VM-serie på 20 meter, inden vi tager til Japan. Så jeg kommer ikke til at spare på noget,” forklarer Annika og fortsætter:
”Vi er stolte af at holde DM i High Diving. Det er den fedeste og mest unikke sportsgren. Vi vil gerne dele begejstringen med alle, der vil lytte og se. Og så håber jeg at inspirere nogle danske kvinder til at prøve udspring og måske med tiden High Diving.”
Til DM i High Diving springer begge køn fra 13, 16 eller 20 meter efter frit valg, hvilket giver mening i en national sammenhæng, da det kun er de dygtigste i verden, der springer fra 20 og 27 meter. Til DM vil man derfor se mange af deltagerne springe fra 13 og 16 meter − særligt debutanterne vil som oftest vælge de lavere platforme.