0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Aalborg-svømmer drømte om at blive danmarksmester – nu er hun den, de andre skal slå

25-06-2023

Helena Rosendahl Bach er favorit i flere løb under DM-ugen, men sæsonens helt store mål venter om en måned.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Den hurtigste i Norden nogensinde og en lang række af DM-medaljer, heriblandt 25 af guld, hængende på væggen i barndomsværelset. Det er mange unge svømmeres drøm – men nu også en realitet – for Helena Rosendahl Bach, hvis karriere for alvor har taget fart de seneste par år. 

 

”Havde du for ti år siden sagt, jeg ville være seedet som nummer et til DM, havde jeg grint og svaret ”hold, hold, hold.” Der var jeg et pænt stykke fra de bedste,” siger Helena Rosendahl Bach. 

 

Som årgangssvømmer mindes Aalborg-svømmeren, at hun havde svært ved at svømme sig i top-10 til de nationale mesterskaber. Det fik dog ikke drømmen om at blive danmarksmester til at briste, og som juniorsvømmer tog hun kraftfulde armtag i den retning. 

 

”Jeg kom lidt sent i puberteten, så jeg havde svært ved at følge med, fordi jeg var en lille mus sammenlignet med mine konkurrenter. Det fik mig til at sætte nogle mere realistiske mål, som var lettere at indfri, og i mine sidste år som junior svømmede jeg mig tættere på de bedste,” siger Helena Rosendahl Bach. 

 

Helena Rosendahl Bach på bassinkanten under Danish Open 2023.

Foto: Aalborg Svømmeklub.

 

DM-favorit og hende de andre kigger på 

For den daværende Holstebro-svømmer er det siden blevet til stribevis af EM og VM-kvalifikationer. De seneste tre år er deltagelserne blevet vekslet til EM-sølv, en OL-semifinale og flere finaler. Derfor er hun ikke overraskende nummer et på deltagerlisten i de to DM-løb, hvor hun stiller til start. 

 

”DM-favorit. Det lyder da meget fedt,” siger Helena Rosendahl Bach og uddyber: 

 

”Jeg håber, jeg kan være en rollemodel for de unge og inspirere dem til at følge deres drømme og opnå det, de gerne vil. Alle har helt sikkert store mål, men nogle gange kan det være en hjælp at sætte mindre delmål i processen med at indfri sin drøm. Ens udvikling kan pludselig gå hurtig, og jeg håber, andre kan finde inspiration i min historie.” 

 

Danmarksmesterskaberne foregår i hjemmebanebassinet, nemlig Skansen i Nørresundby, hvor Helena Rosendahl Bach sammen med sine klubkammerater fra Aalborg Svømmeklub ugentlig tilbagelægger et utal af kilometer. 

 

Sidste år fulgte hun DM-ugens festligheder fra Budapest, hvor hun var til VM og senere under dynen, da hun fik hevet sig en omgang corona med hjem fra verdensmesterskaberne. 

 

”Det var træls, for det var virkelig tydeligt, at der var gjort meget ud af konkurrencerne med lysshow og live TV. Derfor glæder jeg mig ekstra meget til i år og mærke den særlige finalestemning, som landets svømmeklubber i fællesskab er gode til at skabe.” 

 

Sidste test før VM og mulig OL-kvalifikation 

Danmarksmesterskaberne finder sted godt tre uger, inden hun sammen med landsholdet sætter kursen mod japanske Fukuoku. Her finder årets vigtigste begivenhed sted, og det har betydning for den fysiske og mentale form, som landsholdssvømmeren stiller til DM-start i.  

 

”Vi træner hårdt frem mod VM, så jeg ved ikke, hvad jeg resultatmæssigt kan forvente til DM med tunge arme og en træt krop. Jeg kommer til at prøve nogle ting af, så jeg ved, hvordan min krop reagerer på f.eks. forskellige splittider. Forhåbentlig kan jeg og min træner opdage et eller andet, som vi kan justere til inden VM. Der håber jeg at topperforme, og så må vi se, hvad mine præstationer rækker til,” siger Helena Rosendahl Bach. 

 

Under DM-ugen deltager Helena Rosendahl Bach i 200 meter butterfly og 100 meter butterfly. Konkurrencerne kan overværes henholdsvis torsdag og søndag fra tribunen i Skansen. Der er gratis entré til både indledende løb og finaler. 

 

Faktaafsnit

  • Helena Rosendahl Bach er 23 år.

  • Født og opvokset i Holstebro. 

  • Startede med babysvømning i Holstebro Svømmeklub og fortsatte her frem til 2021. Har svømmet i Aalborg Svømmeklub siden sommeren 2021.

  • Ungdomsuddannelse: HHX (Handelsgymnasiet i Holstebro). 

  • Nuværende uddannelse: Erhvervsøkonomi (HA) på Aalborg Universitet. 

  • Har vundet i alt 25 DM-guldmedaljer (individuelt, holdkap og DM for hold). 

  • Favoritløb: 200 meter butterfly. 

 

Kort om danmarksmesterskaberne i regi af SvømDanmark under DM-ugen

  • DM i svømning, 22.-25. juni i Skansen (Nørresundby Idrætscenter). 

  • DM i High Diving, 23.-24. juni fra Limfjordsbroen.

  • DM i åbent vand-svømning, 25. juni i Limfjorden ud for Center Court på Honnørkajen.

 

 


 






Cookieindstillinger