Den nordjyske svømmeklub ansætter Anders Kjær Pedersen.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent
Nyhed modtaget af Aalborg Svømmeklub 30. maj 2023.
Ny Talentudvikler i Aalborg Svømmeklub
Anders Kjær Pedersen bliver talentudvikler i Aalborg Svømmeklub fra sæson 23-24.
Anders Kjær Pedersen tiltræder som talentudvikler i Aalborg Svømmeklub næste sæson. Anders Kjær Pedersen, der de sidste tre år har været cheftræner i svømmeklubben NORD, er uddannet cand.scient i idræt og har netop afsluttet DIF's diplomtræneruddannelse.
"Vi er rigtig glade for, at Anders vil engagere sig som talentudvikler og træner af vores juniorhold i Aalborg Svømmeklubs konkurrenceafdeling. Det er en meget vigtig opgave i vores bestræbelser på at kunne tilbyde udviklingsmuligheder for alle, der ønsker at dyrke konkurrencesvømning. Vi ønsker at skabe de bedste rammer for konkurrencesvømning på alle niveauer, både med hensyn til træningsforhold, klubkultur og socialt miljø. Aalborg Svømmeklub har i mange år været en af landets bedste svømmeklubber, og det er jeg sikker på Anders vil bidrage til, at vi bliver ved med at være," siger Sebastian Frische, leder af konkurrenceafdelingen i AS.
Anders Kjær Pedersen har tidligere været træner i Aalborg Svømmeklub mens han studerede og siger:
"Jeg er rigtig glad for igen at blive en del af Aalborg Svømmeklub og jeg glæder mig til at træde ind i rollen som talentudvikler. Jeg elsker at arbejde sammen med mennesker, der er passionerede omkring det de laver og som har lysten til altid at blive bedre."
"Dem er der mange af i Aalborg Svømmeklub og jeg ser det som en af klubbens helt store styrker. Aalborg Svømmeklub har lange traditioner med at udvikle svømmere på højeste niveau og jeg ser frem til den udfordring det er at fortsætte disse traditioner i samarbejde med Bjørn og det stærke trænerteam, der er i konkurrenceafdelingen."
"Jeg ser ligeledes også frem til at samarbejde med bestyrelsen, de frivillige og samarbejdspartnere af Aalborg Svømmeklub."