Læs svømmeklubbens udsendte pressemeddelelse her.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentPressemeddelelse udsendt af Hovedstadens Svømmeklub onsdag den 1. februar 2023
I alt var der i 2022 11.226 medlemmer af Hovedstadens Svømmeklub, som dermed også er landets største idrætsforening. I 2020 og 2021 var medlemstallene helt nede på ca. 9.500. medlemmer. Altså er der i 2022 kommet tæt på 1.750 flere medlemmer tilbage til foreningssvømningen.
Formand Susanne Glasius Tischer siger om medlemsfremgangen:
"Det er virkelig dejligt at se, at så mange er vendt tilbage til foreningssvømningen. Særligt er jeg glad for at se, at vi har stor fremgang blandt vores ungdoms- og voksenmedlemmer."
Foto: Hovedstadens Svømmeklub
1.100 flere børn er nu i gang med svømmeundervisning
Det er blandt de helt yngste medlemmer, at den største medlemsfremgang målt i antal skal findes. Mere end 1.100 flere børn end i 2021 gik således i 2022 til svømning i Hovedstadens Svømmeklub.
Formand Susanne Glasius Tischer siger videre:
"Det er meget vigtigt, at børnene kommer tilbage til svømmeundervisningen, så flest mulige får lært at svømme og deltager i foreningsfællesskabet. Mange flere kunne få lov til at gå til svømning, hvis også de lukkede svømmehaller hurtigt genåbnede."
Særligt ungdoms- og voksenmedlemmer er vendt tilbage
Den relativt største medlemsfremgang skal dog findes blandt ungdoms- og voksenmedlemmer.
Hovedstadens Svømmeklub har nu tæt på 2.000 medlemmer, der er over 20 år. I gruppen fra 13 til 19 år er der nu tæt på 1.000 medlemmer, et tal der siden 2016 er tæt på fordoblet.
Klubdirektør Lars Sørensen siger om denne udvikling:
"Klubben har i de seneste mange år haft fokus på at skabe bedre rammer og plads til især de ungdomsmedlemmer, som ønsker at fortsætte foreningssvømningen efter, at de har lært at svømme. Det er jeg stolt af, at vi er lykkedes med"
Gemt bag tallene ligger der også en udvikling og et potentiale i at få medlemsgruppen over 70 år tilbage i foreningsfællesskabet. Det går langsomt. To år med corona har skubbet til en ellers positiv udvikling. En udvikling der yderligere besværliggøres af, at to svømmehaller i hovedstadsområdet, Øbrohallen og Frederiksberg Svømmehal, fortsat er lukkede pga. renovering. Især i Øbrohallen har Hovedstadens Svømmeklub tidligere haft mange medlemmer over 70 år.
Stadig ledige pladser på svømmehold
Selvom medlemmerne i 2022 er strømmet tilbage i svømmehallerne, er der stadig ledige pladser på mange af klubbens svømmehold. Årsagen til, at der stadig er mange ledige pladser, er bl.a., at klubben via en aftale med Københavns Kommune har fået adgang til en svømmehal på Blindeinstituttet i Hellerup. Vi kalder den Rymarksvej Svømmehal.
Om de ledige pladser siger klubdirektør Lars Sørensen:
"Det har været usædvanligt i efteråret 2022 at erfare, at vi selvom vi har 900 på venteliste, så er det faktisk stadig muligt at finde ledige pladser på børnehold rundt om i byen. Det kræver måske lidt transporttid og fleksibilitet med tidspunkterne. Har man mulighed for det, er det muligt for en del flere børn at få lært at svømme."
Kontingenterne på de fleste helårshold er netop blevet nedsat med 50 %.
Foto: Hovedstadens Svømmeklub.