Sammenhold, talentudvikling, årgangstræning og samarbejde på tværs af klubber i fokus.
I weekenden fandt SvømDanmarks årlige årgangssamling sted for femte gang i historien. 100 årgangssvømmere og 40 trænere fra landets fem regioner deltog – mens tre frivillige holdledere sørgede for at få aktiviteterne til at forløbe planmæssigt.
Svømmetræning og dryland foregik for de kvalificerede svømmere i Herning Svømmehals flotte faciliteter, og Danhostel Herning stod for deltagernes ophold og forplejning.
En af landets mest erfarne svømmetrænere, Åge Jakobsen, havde været med til at arrangere årgangssamlingen. Køge-træneren fortalte på bassinkanten:
”Stemningen er god blandt svømmerne, og dialogen mellem trænerne er proaktiv. Vi har haft et oplæg fra lektor på fysioterapeutuddannelsen i København, Tino Hyldig, angående skadesforebyggende træning, som jeg virkelig finder relevant i forhold til at tænke fysiologi og vandtræning sammen. Det og mange andre emner har vi debatteret trænerne imellem, og jeg er sikker på, at alle tager herfra med ny viden og inspiration.”
Deltagerne på weekendens årgangssamling.
Foto: SvømDanmark.
En af de andre deltagende trænere var Amalie Bach fra Horsens Svømmeklub. Hun hæftede sig også ved værdien af at netværke med de øvrige svømmetrænere og de faglige debatter, som det medførte.
Jakob Kruse Enemærke fra Herlev Svømning var en af weekendens frivillige holdledere. Fra sin lidt mere tilbagetrukne plads gjorde han sig også nogle observationer:
”Det er godt givet ud at bruge sådan en weekend på at socialisere svømmerne imellem og netværke blandt trænerne. Alle har helt sikkert fået nye venskaber med hjem og oplevet forskellen på at være en del af en mindre og større klub. Man kan helt sikkert lære af hinanden, så det virker til at give stor værdi at bringe forskellige typer af klubber med forskellige forudsætninger sammen.”
Dette års årgangssamling fandt sted 6.-8 januar, men allerede om en lille måned får deltagerne mulighed for at møde hinanden igen. Det sker, når SvømDanmark i samarbejde med lokalarrangør Esbjerg Svømmeklub afholder DM for årgangssvømmere den 3.-5. februar i Svømmestadion Danmark.
Årgangssamlingen er en samling for svømmere og deres trænere med fokus på socialt sammenhold, talentudvikling, årgangstræning og samarbejde på tværs af svømmeklubber. Det er for kvalificerede årgangssvømmere fra Region Nordsjælland, Region Sydsjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Årgangssamlingen er blevet til i et samarbejde mellem aktivitetsudvalgene i Region Sydsjælland, Region Nordsjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland og en gruppe af årgangstrænere. Samlingen er støttet økonomisk af de fem nævnte regioner samt SvømDanmark.
Den første nationale årgangssamling blev afholdt i 2017 og har været afholdt siden - dog ikke i 2021 på grund af coronapandemien.