0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Præstationskultur skal hente metal til dansk svømning

02-12-2022

Vi arbejder for en ny sportsstrategi, der skal skabe grundlaget for medaljer til dansk svømning.  


En ny sportsstrategi har længe været i fokus hos Dansk Svømmeunion. Med Lars Robl som sportschef har denne sportsstrategi været under udvikling i efteråret 2022 og vil i starten af 2023 blive præsenteret for de danske svømmeklubber. 
 

Præstationskultur

Et af hovedelementerne i sportsstrategien er den såkaldte præstationskultur.


”Vi har været skræmte, og det med rette. Men hvis vi vil tilbage og præstere på allerhøjeste niveau, og konkurrere med de bedste nationer i verden, skal vi turde tale om præstation,” udtalte sportschef hos Dansk Svømmeunion, Lars Robl, i denne artikel til DR.

 

Artiklen fra DR blev bragt i forbindelse med den sportslige evaluering, der blev foretaget på baggrund af EM tilbage i august. Hos Dansk Svømmeunion har vi bedt Lars Robl uddybe, hvad han mener med præstationskultur.

 

”Vi skal skabe en præstationskultur – i stedet for en kvalifikationskultur. Vi skal ville mere end bare kvalificere os. I en præstationskultur tænker man mere langsigtet end i en kvalifikationskultur, hvor kikkerten er sat til næste stævne. En præstationskultur har fokus på udvikling fremfor deltagelse. Hvis udviklingen har prioritet i det vi siger og gør, så kommer kvalifikationen automatisk. Jeg er også overvist om, at hvis vi formår at skifte fokus, vil vi også kunne holde vores dygtigste atleter længere i sporten, hvorved atleterne opnår at konkurrere med deres fulde potentiale – hvis vi samtidig har udviklingsperspektivet for øje,” fortæller Lars Robl.


”Det er dog ikke kun svømmerne, der skal tage ejerskab for den nye præstationskultur. Trænere og de lokale bestyrelser i konkurrenceklubberne skal også være med på den nye strategi,” fortsætter Lars Robl.

 

Berøringsangst

I den tidligere nævnte artikel fra DR taler Lars Robl om en iboende berøringsangst. Men hvad er det for en berøringsangst, vi skal gøre op med? Mange svømmeinteresserede ved, at dansk svømning fik sig en ubehagelig overraskelse, da svømmesagen så dagens lys i 2019, og en af efterveerne var en berøringsangst over for at tale om eliteidrætten og dens præmisser:

 

”Berøringsangsten handler om, at det bliver svært at tale om og agere omkring nogle af de elementer, der er en naturlig del af eliteidrættens præmis. Det handler om begreber som trivsel, kortvarig mistrivsel, kortvarigt og langvarigt ubehag m.m. Af frygt for at komme på ”den forkerte side” af disse begreber, oplever jeg, at såvel atleter, som trænere, forældre og bestyrelser træder tilbage i diskussionen om de krav, der skal til for at kunne udvikle sig henimod at kunne præstere på det absolutte internationale topniveau. Det er en berøringsangst, der ikke udelukkende rammer Dansk Svømmeunion. Jeg har set den folde sig ud i andre forbund,” fortæller Lars Robl, der kommer fra en stilling som Sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund

 

Lars Robl beskriver, hvordan han mener, man kan arbejde imod berøringsangsten.


”Vi skal under ”overfladen”, hvis vi skal gøre op med denne berøringsangst og sætte organisationen fri. Det er ikke tilstrækkeligt at opsætte etiske kodeks, whistleblower-ordninger m.m. Vi skal give organisationen en grundlæggende forståelse for de elementer, der er indeholdt i eliteidrættens præmis, og som gør det svært. Det er begreber som magt, autoritet, roller m.m.," mener Lars Robl og fortsætter:

 

"Vi skal turde stå ved, at trivsel i folkeskolen og trivsel blandt eliteatleter ikke er det samme – et eksempel sat lidt på spidsen. Selvfølgelig er atletens trivsel vigtigste. Det giver sig selv, for man kan ikke præstere kontinuerligt, hvis man ikke trives i det med det man gør, og den kontekst man udvikler sig i. Med det sagt, er det eliteidrættens præmis, at det er benhårdt arbejde, og man skal overvinde meget, for at blive en af de bedste."


Han forklarer, at for at få en transparens mellem både atleten og træneren, er det et grundlæggende vilkår at kunne være ærlig. I elitesporten er der nemlig flere drømme der bliver slukket, end der bliver indfriet, og derfor er netop denne ærlighed essentiel. Det er på tide at vi kigger fremad og ser, hvordan vi kan skabe en tryg og realistisk præstationskultur.

 

Opsummeret målsætning

Opsummeret siger Lars om to af de vigtigste punkter i sportsstrategien, nemlig præstationskulturen og bruddet med berøringsangsten:

”Vi skal turde stille krav, samtidig med at vi har øje for svømmernes bedste.  Hvis vi vil være med blandt de bedste, skal vi udvikle en præstationskultur, hvor atleterne trives, men hvor vi tør stille krav til hinanden. Dette gælder i alle de relationer, der er omkring atleten. Det er relationen mellem atlet og træner, træner og forældre, træner og klubledelse, klubledelse og Dansk Svømmeunion m.m. Vi skal arbejde på samme grundlag og have fornemmelsen af, at vi har ”hinandens ryg”, når vi bliver udfordret. Vi skal dermed skabe en tryg præstationskultur, hvor vi kan dele drømme og målsætninger med hinanden, men hvor vi også tør stille krav.”

 

Det fortsatte arbejde

For at kunne skabe en sund præstationskultur i dansk svømning, skal der fortsat arbejdes. Dette arbejde bliver et langt, sejt træk, forklarer sportsschefen. I øjeblikket er fokus på at orientere om strategien – internt og eksternt – lytte på de mange og konstruktive tilbagemeldinger, vi modtager og så justere på baggrund heraf.

 

Fra Dansk Svømmeunion og sportschef Lars Robl skal der lyde en stor tak for engagementet og de mange gode dialoger omkring sportsstrategien. Udviklingen af sportsstrategien ville ikke være blevet udformet så effektivt og grundigt, uden de mange gode input fra trænere og klubber.


 






Cookieindstillinger