0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk svømmestjerne har taget sit sidste svømmetag

27-10-2022

Danmarks mest vindende svømmer i olympisk regi, Pernille Blume, indstiller karrieren.


Læs den udsendte pressemeddelse her - og tilmeld dig vores pressetjeneste, så du ikke går glip af vores vigtigste nyheder.

 

I mere end et årti har Pernille Blume repræsenteret dansk svømmesport ved internationale mesterskaber. Adskillige gange har hun prydet medaljeskamlerne iklædt Dannebrogs rød-hvide farver – og imponerende tre gange til de olympiske lege. Det gør hende til dansk svømmesports mest vindende atlet i olympisk regi nogensinde.

 

Mere OL-metal bliver det dog ikke til, da den danske svømmestjerne har valgt at indstille sin karriere i en alder af 28 år. Pernille Blume siger:

 

”Jeg går fra svømmesporten med en kæmpe kærlighed, og jeg er rigtig stolt over min karriere og de resultater, som jeg har præsteret. Selvom kærligheden til sporten er intakt, så har jeg ikke længere den indre flamme, der skal til for at kunne topperforme, og jeg er rimelig afklaret med at have svømmet mit sidste løb.”

 

”Alle de mennesker, der har hjulpet mig igennem min karriere, skal have stor tak for deres evige støtte. Helt fra da jeg var barn til der, hvor jeg slutter i dag. Jeg er rigtig glad for de oplevelser, som jeg har haft undervejs i mine klubber, på Det Nationale Træningscenter (NTC) og med Dansk Svømmeunions landshold.”

 

”Den seneste tid har jeg fået plads til at lære mig selv bedre at kende og tid til at pleje mig selv – både fysisk og psykisk efter en hård periode i mit liv, som har været omtalt flere steder. Det er jeg taknemmelig for, og jeg ser frem til den rejse, der nu starter, hvor jeg skal i gang med at vende nye kapitaler i mit liv.”

 

Pernille Blume fra SIGMA Swim på bassinkanten under OL i Tokyo 2021 med sin bronzemedalje om halsen.

Foto: Privat foto.

 

I Dansk Svømmeunion har vores Sportsafdeling løbende været i dialog med Pernille Blume, og derfor er der også fuldstændig opbakning til karrierestoppet. Sportschef Lars Robl siger:

 

”Mange kan og vil sikkert have meninger om hendes beslutning, men jeg vil understrege, at den eneste rigtige er hendes egen, og den bakker vi hende 100 procent op i. Hun er autentisk og tro mod sig selv, hvilket jeg har den dybeste respekt for.”

 

”Professionelt og personligt har hun været en rollemodel og et forbillede for mange – ikke kun i svømmesporten, men i hele dansk idræt, og vi er taknemmelige for alt det, hun har bidraget med i og rundt om bassinet.”

 

”Det er en – nu – på mange måder historisk atlet, som takker af, og vi håber at kunne holde hende tæt på vores sportslige aktiviteter og fortsætte samarbejdet. Hun har masser af knowhow i forhold til at toppræstere, og alle hendes værdifulde erfaringer ønsker vi at viderebringe til landsholdet og vores kommende svømmestjerner.”

 

Fra hele Dansk Svømmeunion skal der lyde et stort tillykke til Pernille Blume med den imponerende svømmekarriere, som gang på gang har begejstret SvømmeDanmark og givet mange uforglemmelige øjeblikke. Pernille Blume ønskes al muligt held og lykke, og vi glæder os til at følge med i de nye kapitler i hendes liv.

 

Udvalgte highlights fra Pernille Blumes svømmekarriere

  • Tre OL-medaljer
  •    Guld i 50 meter frisvømning ved OL i Rio 2016
  •    Bronze i 4x100 meter holdmedley ved OL i Rio 2016
  •    Bronze i 50 meter frisvømning ved OL i Tokyo 2021
  • Seks VM-medaljer, en individuel og fem i holdkap
  • 18 EM-medaljer, fem individuelle og 13 i holdkap
  • Årets Sportsnavn i Danmark i 2016
  • Nomineret til det største danske sportsnavn i anledning af Danmark Idrætsforbunds (DIF) 125-års jubilæum i 2021

 

For yderligere kommentarer, kontakt da sportschef Lars Robl på mobil: 23491669.