Kalenderen siger 2022, men det politiske program for 2021-2024 er netop sendt i høring.
Selvom kalenderen skriver oktober 2022, har vi netop sendt udkastet til vores politiske program for 2021-2024 i høring hos medlemsklubberne af Dansk Svømmeunion.
”Svømmesagen, Corona og direktørskifte har været årsager til, at godkendelsen af vores politiske program er kommet et godt stykke bagefter tidsplanen. Men som lovet på generalforsamlingen i april 2022, har vi nu et udkast klar, som vi glæder os til at få feedback fra vores medlemsklubber,” fortæller formanden for Dansk Svømmeunion Pia Johansen.
Det politiske program er sammensat af mange elementer fra vores forskellige aftaler og samarbejder. Vi har bl.a. en strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund, som vi skal leve op til. Vi er en del af ”Bevæg dig for livet”, ligesom vi har aftaler med Team Danmark og TrygFonden for at nævne nogle få. Sidst, men bestemt ikke mindst, indeholder det politiske program også mange elementer og indsatser fra vores arbejde for og med medlemsklubberne af Dansk Svømmeunion.
Om den videre proces fortæller Pia Johansen:
”Vi sigter mod at godkende det politiske program på bestyrelsesmødet i november, hvorefter det officielt kan træde i kraft. Det betyder dog ikke, at vi herefter hviler på laurbærrene. I starten af 2023 vil vi nemlig starte på det næste politiske program, der skal gælde fra 2025. Det kan lyde lidt tidligt, men med det næste politiske program vil vi gerne være i god tid - og derved skabe masser af tid til dialog og inddragelse af alle vores medlemsklubber.”
Det politiske program kan læses her og feedback kan afgives til og med torsdag den 10. november på mail til Allan Nyhus på an@svoem.dk.