Svømmeundervisning kan bevares ved simple energibesparelser
19-09-2022
Opfordring til at kigge på energioptimering frem for lukning af svømmehaller.
Cirka 150.000 børn går til svømning i de danske svømmeklubber. Svømning er den største aktivitet blandt danske børn og i top fem for voksne. Det vil derfor ramme danskerne hårdt, hvis de høje elpriser betyder, at svømmehaller endnu engang lukkes, som en række kommuner i disse dage overvejer.
“Vi mærker lige nu efterdønninger af 2 sæsoner med lange coronanedlukninger. Det har betydet, at mange børn ikke har lært at svømme. Det er i selv kritisk og kan på sigt risikere at koste liv.” siger formanden for Dansk Svømmeunion Pia Johansen og tilføjer:
“Vi ved alle, at børn og unge i disse år kæmper med deres mentale helbred og oplever voldsomt pres. Vi ved også, at fællesskabet i idrætsforeningerne er med til at styrke trivslen blandt vore unge. Jeg synes ikke, vi igen skal bringe os i en situation, hvor børn og unges trivsel er på spil.”
Det er en vigtig samfundsopgave at lære børn at svømme, og langt hen ad vejen løses den opgave af de knap 300 medlemsklubber under Dansk Svømmeunion. De fleste kommuner stiller kommunale svømmehaller til rådighed for klubberne. Alternativt ydes der kommunalt tilskud i en eller anden form, hvis svømmehallen er privat ejet eller fondsejet.
Formand for Dansk Svømmeunion Pia Johansen anerkender, at de høje el-priser gør det helt naturligt af tage et nærmere kig på energiforbruget i svømmehallerne, og fortsætter: ”I stedet for at spare svømmehallerne og dermed svømmeklubberne ihjel ved at lukke hallerne, opfordrer vi kommunerne til at tage et grundigt kig på mulighederne for at energioptimere. Det vil ruste svømmehallerne både nu og i de kommende år.”
Dansk Svømmeunion, Lokale og Anlægsfonden og Danske Svømmebade har igennem en årrække samarbejdet om bl.a. at udvikle viden om svømmehaller og driften af svømmehaller. I januar 2022 offentliggjorde de tre parter en undersøgelse, der viste stort potentiale for et mere bæredygtigt indeklima og energiforbrug i danske svømmeanlæg.
En af undersøgelsens hovedkonklusioner er, at der er et stort potentiale i at reducere energiforbruget i danske svømmeanlæg. Undersøgelsen peger bl.a. på at danske svømmeanlæg i gennemsnit bruger dobbelt så meget el, som sammenlignelige anlæg i Norge.
Undersøgelsen peger videre på, at man med det rette vidensniveau i Danmark, ville kunne reducere energiforbruget i danske svømmeanlæg betragteligt: ”Vi håber at kommunerne vil tage et ekstra kig på det store potentiale, der ligger i at energioptimere de kommunale svømmehaller, inden man træffer forhastede beslutninger om at lukke svømmehallerne og dermed svømmeklubberne.” siger Pia Johansen og minder igen om hvor stort et afsavn især mange børn og unge led under coronanedlukningerne.
Ved spørgsmål til ovenstående - kontakt da gerne formand Pia Johansen på 23312860/pmj@ewe.dk eller Allan Nyhus på 22192305/an@svoem.dk.