0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Før karrierens anden EM-deltagelse: Denne gang føles det mere ægte

15-08-2022

Laura Venetia Valore har som den eneste dansker kvalificeret sig til EM i udspring.

Af: Klaus Bach Christensen

På en online forbindelse i en lukket svømmehal kvalificerede Laura Venetia Valore fra Lyngby Udsprings Klub af 2002 sig sidste år til sit første europamesterskab. I år foregik kvalifikationen under helt normale forhold. Til større konkurrencer i først Norge og senere Sverige bookede den danske udspringer billet til årets EM.

 

”Kvalifikationen føles helt rigtig i forhold til sidste år, hvor corona nærmest gjorde det umuligt at afholde internationale udspringskonkurrencer. Derfor glæder jeg mig også ekstra meget til mesterskaberne i år – for det føles simpelthen bare mere ægte denne gang,” siger Laura Venetia Valore.

 

Og ægte bliver det i den italienske hovedstad Rom, hvor tilskuere blandt andet kommer til at sidde på tribunen og heppe med under europamesterskaberne.

 

”Jeg er forberedt på, det bliver en helt anden oplevelse i år med en forhåbentlig væsentlig bedre stemning. Det bliver også en mere rolig og koncentreret Laura, der springer, for jeg har fået et helt andet mindset siden sidste år. Selvom EM er stort og spændende, er det jo ikke nyt for mig denne gang,” forklarer Laura Venetia Valore.

 

Laura Venetia Valore under EM i Budapest 2021.

Foto: Chris Rye.

 

Siden kvalifikationen har Danmarks bedste kvindelige udspringer fra 1 og 3 meter vippe været ramt af lidt sygdom og småskader, som har besværliggjort træningen af de springserier, som hun skal hoppe under mesterskaberne. Derfor har Laura Venetia Valore også sænket sine forventninger.

 

”Min optakt har ikke været optimal, men jeg kommer til at springe for fuld kraft og gøre det lige så godt, som jeg kan,” siger hun og uddyber:

 

”I løbet af kvalifikationen sprang jeg faktisk over kravet til VM – dog for sent i forhold til at kunne nå at deltage, så jeg har sat et stort kryds ud for verdensmesterskaberne næste år. Kommer jeg i topform der, vil jeg få en god indikation af, om det er muligt at kvalificere mig til OL året efter.”

 

Praktisk information om EM i udspring

Hvordan det kommer til at gå Laura Venetia Valore under EM i udspring, kan du følge på DR’s kanaler, når hun deltager i konkurrencerne fra 1 og 3 meter vippe. De indledende runder finder sted henholdsvis den 16. august klokken 12.00 og fredag den 19. august klokken 10.00. Skulle det lykkes Laura Venetia at kvalificere sig til finalerne, springes de senere samme dag.

 

På vores egne kanaler kommer vi også til at følge konkurrencerne tæt, så hop endelig ind og følg med på Svømmesport, Instagram og Facebook. Ligeledes kan du følge Dansk Udspring på Facebook og Instagram.

 

Læs mere om EM i udspring på det officielle website. Se programmet for konkurrencerne her.

 

Udvalgte resultater

Pointsum på 244,10 i Sverige 2022 (1 m vippe) – højeste pointscore nogensinde.

Mere end 35 danske mesterskaber som junior og senior, både fra:

  • 1 meter vippe 
  • 3 meter vippe
  • 10 meter (tårn)

 

Kort om Laura Venetia Valores EM-kvalifikation

For at kvalificere sig til EM for damer på 1 meter vippe, skulle Laura Venetia Valore springe kravet på 225 point to gange. Det gjorde hun første gang ved Bergen Open, hvor hun tilmed tog bronze med 229,25 point. Anden gang var det ved de svenske mesterskaber i Stockholm, hvor hun sprang sig til en pointsum på 244,10, som altså var højere end VM-kravet, der lød på 241 point. Springet kom dog for tæt på VM, så deltagelse ikke var mulig.


 






Cookieindstillinger