0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Frit fald: DM-ugens mest frygtløse atleter kaster sig ud fra Limfjordsbroen

21-06-2022

10 high divere springer ud fra broen – helt op til 24 meter over Limfjordens kolde vand. Men hvem foretager de mest fænomenale spring og kåres som danmarksmester?


Et udspring fra Limfjordsbroens gangsti, der befinder sig 10 m over vandoverfladen, kan få pulsen op hos de fleste – men ikke hos de Danmarks bedste high divere.

 

Derfor har High Diving Denmark sørget for et stillads på toppen af Limfjordsbroen, så high diverne kan springe fra enten 13, 16, 20 eller 24 meters højde. Når først de er i frit fald mod Limfjorden, er det med hastigheder på op til 70 km/t, og de bremser på 4-5 m under vandoverfladen.

 

”Oplevelsen af at stå i 20 meters højde midt i en by som Aalborg føles som at have hele byens øjne på sig, når man springer ned i Limfjordens kolde vand. Det er simpelthen fænomenalt,” siger Mads Søndergaard fra High Diving Denmark.

 

To high divere med potentiale for hattrick

De to high divere Jonas Brockstedt Madsen og Annika Bornebusch står begge til at lave hattrick, hvis de vinder i år. De vandt nemlig hver især titlen som danmarksmestre i 2020 og 2021. Det er også værd at holde øje med Danmarks uden tvivl mest erfarne high diver, 43-årige Jimmi Andersen, der ligeledes kaster sig ud fra stilladset på Limfjordsbroen til danmarksmesterskabet.

 

High divernes spring vurderes af et dommerpanel ud fra tre kriterier; afsæt, flyvefase og landing. Dog har springhøjderne også indflydelse på chancen for at få en af de eftertragtede medaljer rundt om halsen. De forskellige højder har nemlig hver sin højdefaktor, der ganges med dommernes point. I de to kategorier, damer og herrer, kåres en 1., 2. og 3. plads.

 

Kort om High Diving

High Diving er en ekstrem udgave af udspring og er en af de absolut nyeste sportsgrene. I år afholdes det tredje DM i High Diving, og sporten blev først formelt anerkendt af verdensforbundet FINA i 2013. Der er omkring 20 aktive udøvere af High Diving i Danmark.

 

Udspring og High Diving er discipliner under Dansk Svømmeunion.

 

Registrering af presse og fotografer under DM-ugen

Presse og fotografer er meget velkomne under mesterskaberne. En presseakkreditering til DM-ugen udstedt af Danmarks Idrætsforbund (DIF) gælder også til vores mesterskaber (DM i svømning, DM i High Diving og DM i åbent vand-svømning).

 

For yderligere informationer, interviews og lignende kontakt da pressekontakt og kommunikationskonsulent Maja Lorentzen på mail: mkl@svoem.dkeller mobil: 20567281. Eventansvarlig hos High Diving Denmark, Mads Søndergaard, kan ligeledes kontaktes på mail: madsvoendergaard@gmail.comeller mobil: 27248870.

 

Tid og sted:

Fredag d. 24/6 kl. 15.00-17.00 ved Limfjordsbroen (indledende)

Lørdag d. 25/6 kl. 14.30-15.10 ved Limfjordsbroen (finale)


 






Cookieindstillinger