0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

De gjorde det: Nu åbner Lystrup Svømnings nye svømmehal

10-06-2022

Få de bedste råd og erfaringer fra klubben til, hvordan I også kan opgradere jeres faciliteter.

Af: Illustration: GPP Arkitekter

Lørdag den 11. juni 2022 kan Lystrup Svømning slå dørene op til deres helt nye svømme- og aktivitetscenter Momentet til et brag af en åbningsfest. Det er en drøm for mange svømmeklubber at opgradere deres faciliteter, og det er da heller ikke noget, der bare er faldet ned i klubbens turban. Det er kulminationen på mere end 10 års utrætteligt forarbejde og forberedelse.

 

Hvis man vil bygge en ny svømmehal, skal man virkelig lave et godt forarbejde med bevidste fravalg og tilvalg. Vi har selv samlet penge ind, vi har lånt os til nogle, og vi har søgt fonde. Det har taget over 10 år, men nu står vi også ved målstregen,” fortæller Camilla Jørgensen, der er administrerende direktør i Lystrup Svømning.

 

Artiklen fortsætter nedenunder.

 

Den nye svømmehal har fået navnet Momentet og byder blandt andet på:

 

  • Stort varmtvandsbassin (13 × 8 meter) – vanddybde 130-140 cm
  • 8 stationer i og omkring varmtvandsbassinet til træning og genoptræning
  • 25 meterbassin med lille rutsjebane
  • Basket- og vandpolomål til vandboldspil
  • Bassin for motorisk leg og træning
  • Omklædningsrum med handicapvenlige forhold
  • Vildmarkssauna og wellnesssauna
  • Koldvandsspand
  • Udendørsbrusere
  • Spabad
  • Fællesskabs- og hyggehjørne med cafe

 

Læs mere om Momentet her.

 

Frivillige kræfter sparede 5 mio. kr. op

I 2010 stod klubben i en situation, som mange andre svømmeklubber sikkert kan relatere til. De forsøgte at få enderne til at mødes, når de skulle have plads til alle deres hold i ét ordinært 25 meterbassin med begrænset vandtid.

 

Vi havde en gammel aftale fra 80’erne med kommunen om, at bassinet blev opvarmet til 30 grader om lørdagen. Men det er stadig kun lunkent. Vi ønskede os et varmtvandsbassin, så vi kan undervise vores yngste og ældste medlemmer der,” forklarer Camilla Jørgensen.

 

Derfor begyndte klubben selv at lægge penge til side, som udelukkende skulle bruges på startkapitalen til en ny svømmehal. Der blev hverken sparet på uddannelse af trænere eller klubbens materialer. Til gengæld begyndte de at tænke i andre baner.

 

Vi satte fx kontingentet 50 kr. op og fortalte vores medlemmer, at de ville gå ubeskåret til opsparingen. Vi stillede også med frivillige til lokale arrangementer som fx koncerter eller stævner, hvilket gav penge til klubben. I løbet af 10 år blev det til 5 millioner kr., som vi selv kunne skyde ind i projektet,” fortæller Camilla Jørgensen.

 

Derudover har klubben kontaktet forskellige fonde, lokale sponsorer og naturligvis Aarhus Kommune.

 

Det er vigtigt for sponsorer, fonde og kommunen at se, at vi har en sund økonomi og tilgang til projektet. Derfor var det helt afgørende, at vi selv kom med en god startkapital, som vi havde samlet sammen med frivillige kræfter,” forklarer Camilla Jørgensen.

 

Momentet er mere end ”bare” en ny svømmehal

Det har været vigtigt for Camilla Jørgensen og Lystrup Svømning, at Momentet ikke ”bare” er en svømmehal. Det skal også være et sted med et attraktivt udemiljø, kunst og gode klubfaciliteter.

 

Jeg har selv været aktiv i svømmesporten i mange år – både som vandpolospiller på landsholdet i 17 år og som underviser på mange kurser – og jeg kan ikke huske det ene svømmeanlæg fra det andet. Derfor har det været vigtigt for os, at Momentet skulle have en identitet,” forklarer Camilla Jørgensen.

 

Derfor tilbyder stedet en masse andet end en tur i svømmehallen. Det er fyldt med folkelig kunst i form af skulpturer, malerier og et stort vægmaleri af den aarhusianske kunstner Hans Oldau Krull, der bor i Lystrup. I det udendørs fællesskabsmiljø kan du opleve kunst lavet af områdets børn og unge i samarbejde andre kunstnere og illustratorer.

 

Vi samarbejder også gerne med kunstnere eller lokale kunst- og kulturforeninger om at lave arrangementer, der foregår i Momentet,” siger Camilla Jørgensen.

 

Artiklen fortsætter nedenunder.

 

Gode råd til jer, der ønsker en ny svømmehal

Camilla Jørgensen har nogle gode råd til andre svømmeklubber, der har en drøm om at opgradere deres faciliteter.

 

Først og fremmest er det vigtigt at kigge på, hvad I allerede har, med positive øjne. Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke? Hvis omklædningsfaciliteterne er det største problem, er det måske ikke nødvendigt med et nybyggeri,” siger Camilla Jørgensen.

 

Hvis du og din klub vurderer, at det er en helt ny svømmehal, der er brug for, opfordrer Camilla jer til at gøre jer nogle bestemte overvejelser.

 

Det er vigtigt, at I har styr på driften, når først den står færdig. Nogle er måske heldige, at kommunen vil drifte svømmehallen, men det kan ikke altid lade sig gøre. Vi skal selv drifte Momentet,” siger Camilla Jørgensen og fortsætter:

 

Det er også vigtigt at overveje, hvilke målgrupper I gerne vil have i vandet på lang sigt, og hvad det kræver af faciliteter. Har I brug for et varmtvandsbassin, et 50 meterbassin eller udspringsbassin? Mange har spurgt os, hvorfor vi ikke har valgt at bygge et 50 meterbassin. Det fravalgte vi, fordi det er væsentligt dyrere, og fordi vi primært har fokus på breddeaktiviteter − så vi ville hellere gøre mere ud af fx varmtvandsbassinet og saunaområdet.”

 

Sidst men ikke mindst råder Camilla Jørgensen jer til at nedsætte et byggeudvalg til at stå for projektet:

 

Det er virkelig vigtigt, at byggeudvalget ikke kun består af klubbens bestyrelsesmedlemmer – for så ender de med at brænde ud. Det skal være folk, der brænder for projektet og ved noget om byggeri, fx interessenter fra lokalområdet, frivillige i klubben eller andre relevante personer.”

 

Vil du opleve Lystrup Svømnings nye svømme- og aktivitetscenter?

Læs mere om Momentet på Lystrup Svømnings hjemmeside, og få de seneste nyheder fra klubben på deres Facebookside.