Grødet stemmeføring og tårer i øjenkrogene trængte sig insisterende på, da jeg onsdag sidst på dagen fik meldingen om, at min ven og vandpolokammerat fra barne-og ungdomsårene i Kolding, Keld Pedersen, var gået bort samme dags morgen.
62 år blev han. Alt for ung. Urimeligt og komplet uforståeligt, så fysisk stærk og usårlig han altid har fremstået som. Men en forbistret kræftsygdom, der satte sig for trekvart år siden, var mere, end selv han kunne ryste af sig.
I mere end fem årtier har han som vandpolospiller sat et stort og solidt aftryk i Kolding Svømmeklub. Og ikke bare dér. Med en overvældende fysisk styrke og et talent af de virkeligt sjældne går han i graven med et eftermæle som et af de største navne i dansk vandpolos historie.
Han har boet i Kolding det meste af sit liv. Da han var ung, slog han sig nogle år ned i København, hvor han var en nøglespiller i hovedstadsklubben Hermes - hvad han i øvrigt også var i flere år på det danske landshold.
Det er svært at forestille sig noget venligere og mere hjælpsomt menneske end Keld Pedersen, men når han tog sin vandpolohue på og hoppede i vandet, blev han en anden. Ikke et skidt menneske, men et meget anderledes menneske - på grund af den uovervindelige attitude, den udprægede vilje til sejr, han altid iklædte sig.
“Killer-Keld” blev han således kaldt af modstanderne i respekt for et fighterinstinkt af et næsten umenneskeligt stort omfang.
I det civile liv har Keld Pedersen stort set altid ernæret sig i sælgerstillinger, men det var vandpolosporten, der var hans identitet.
Det var dér, han foldede sig ud, og dér, hvor han med sin på én gang modstander-nedkæmpende ildsjæl og omfavnende tilgang til omverdenen var omdrejningspunkt i sin klub. Her har generation på generation høstet af hans erfaring og villighed til at dele den med alle.
Keld Pedersen trænede og spillede selv intenst med, indtil sygdommen angreb ham. Nærmest naturstridigt bevarede han sin fysik og spillemæssige styrke indtil da. Nok så værdifuldt for hans klub var hans store egenskaber både som leder og som træner. Senest i december, da han præget af kemobehandling deltog som holdleder i en turnering i Dubai.
Keld Pedersen i midten med sine to sønner. Sebastian til venstre og Silas til højre.
Han har gennem årene taget initiativ på initiativ i sin klub. Med sit kontaktnet og vindende væsen har han hentet gode trænere til klubben, og for en snes år siden oprettede han eksempelvis vandpolotræning for sin egen generations børn.
I dag udgør flere af disse - nu voksne - børn KSKs førstehold, som for mindre end to uger siden vandt 2. division.
Da Keld Pedersen selv var ung, var klubben en del af den absolutte topelite - men tabte en del af sin kadence, blandt andet fordi han rykkede til København og en anden klub.
Da han var retur i Kolding lod han sit vandpolotalent gå i arv - til sønnerne Sebastian og Silas, i dag henholdsvis 27 og 26 år. Begge har spillet i klubber i Holland og Ungarn og har gennem flere år været faste landsholdsspillere, og begge var med, da KSK for nylig vandt 2. division.
Den dag lå Keld Pedersen lænket til sin sygeseng, han var svag og afkræftet og havde svært ved at tale. Men da Sebastian og Silas kørte hjem til ham og fortalte om triumfen, rettede han sig op:
- Jeg er stolt af jer, drenge, sagde han, knyttede næven og smilede. Som om han tænkte, at alene dét var hele livet værd.
Ud over de to sønner har Keld Pedersen også en datter, Signe, i dag 35 år og bosat i København. Han efterlader også sin samlever Bibbi Arvad-Petersen og to børnebørn.
I februar i år blev han udnævnt til æresmedlem i KSK - som den tiende i klubbens snart 100 årige historie.
- Yeah, så skal jeg op at hænge ved siden af Meiling, sagde han.
Dermed sigtede han dels til, at navnene på klubbens æresmedlemmer hænger på en væg i klubhuset, dels til at Meiling, Alfred Meiling var klubbens første danske mester og svømmestjerne i 1920erne.
Når netop dét betød noget for ham, og når netop beretningen om den begivenhed igen aktiverer mine tårekanaler, er det fordi, Keld, hans storebror Jan og jeg som drenge i sommerhalvåret tilbragte hver eneste formiddag, hver eneste eftermiddag og hver eneste aften i Kolding Bad, som det hed dengang, der kun var et friluftsbad i Kolding.
Som livredder på kanten befandt sig Alfred Meiling, der var som en faderskikkelse for alle de drenge og piger, der havde friluftsbadet som deres andet hjem.
Der er sjældent noget at frydes over, når gode mennesker dør. Men hvis jeg nu alligevel skal finde et lille glædesstrå at klynge mig til - så er det, at lige netop Keld fik en plads sammen med lige netop Meiling på klubvæggen.
Når jeg tænker på min tid for mange år siden i KSK, kan jeg ikke finde noget, der mere symbolsk end de to udtrykker begejstringen for en vidunderlig tid.
Æret være dit minde, Keld. Ha’ det nu godt, hvor du skal hen. Og hils lige Meiling.
….
Bisættelsen af Keld Pedersen finder sted fra Nr. Bjert Kirke tirsdag 14. juni klokken 11.
Keld Pedersen - iført hvid hætte til venstre og blå hætte til højre.