Vi oplever stadig stor efterspørgsel og har oprettet hold for undervisere ved åbent vand i hele landet.
Nu har du mulighed for at deltage i en kompetencegivende Sikkerhedsdag, hvor du sikrer dig den nødvendige viden og de kompetencer, det kræver for at være klædt på til at kunne varetage opgaven som ansvarlig voksen ved åbent vand. Vi kommer hele vejen rundt fra at forebygge ulykker og genkende risici til at handle, hvis uheldet alligevel er ude.
Kurset henvender sig til undervisere, pædagoger og vejledere, som gennemfører vandaktiviteter i åbent vand for grupper, herunder SUP, kano- og kajakaktiviteter samt udflugter til stranden.
Sidste år deltog 34 pædagoger og lærere i Sikkerhedsdagene. En af dem var Nanna, der er pædagog for børn i 4.-7. klasse. Hun deltog sammen med en gruppe af sine kollegaer og udtaler følgende om sit udbytte af kurset:
”Efter jeg har taget åbent vand-kurset, har jeg fået en stor tryghed i forbindelse med at bade med børn. Dansk Svømmeunions professionalisme skinnede igennem, og jeg kunne virkelig mærke, at de havde styr på undervisningen af mine kollegaer og mig,” siger Nanna.
Artiklen fortsætter under billedet.
Deltagerne på en af Sikkerhedsdagene i 2021.
I år har vi prioriteret, at sikkerhedsdagen vil indeholde et kursus i basal genoplivning med brug af hjertestarter som udbydes i samarbejde med Dansk Råd for Genoplivning. Genoplivningskurset består af et onlinemodul og et praktisk modul. Du får både et bevis for åbent vand-underviserprøven og et bevis for Basal Genoplivning med brug af hjertestarter.
Før kursusdagen gennemføres et online førstehjælpskursus af cirka 2 timers varighed.
08.30 – 10.30 Basal Genoplivning med brug af hjertestarter
10.45 – 12.00 Gennemgang af strandforhold, baderåd og sikkerhed
12.00 – 12.30 Frokost (sandwich og vand) på stranden
12.30 – 15.30 Vandaktiviteter, øvelser og åbent vand-underviserprøve
Pris: 1.250 kr. inkl. lån af kort våddragt og frokost samt førstehjælpsbevis og åbent vand-livreddercertifikat
Tid og sted: Se hvor og hvornår kurserne afholdes her
Uddannelseskonsulent, livredning
Hjalte Borum
Telefon: 51663967
Mail: hbo@svoem.dk