Et nyt samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og DIF giver veteraner et trygt svømmetilbud.
Af: Dansk Svømmeunion. Foto/video: Valdemar Stengaard HansenSvømmeklubberne i Vejle og Gentofte er gået forrest blandt medlemsklubberne i Dansk Svømmeunion for at skabe trygge rammer for veteraner i deres klubber. De har nemlig sagt ja til at oprette hold udelukkende for veteraner, hvor de kan mødes med ligesindede og motionere sammen.
Dette er et led i samarbejdet mellem Dansk Svømmeunion og DIF om Soldaterprojektet – et landsdækkende projekt med indtil videre 38 Safe Zones i en række forskellige sportsgrene. To af dem har fokus på svømning og er altså geografisk placeret i Vejle og Gentofte.
”Svømning er en skånsom idræt, og bevægelse i vand kan gøre kroppen rolig og afslappet. Netop her er samarbejdet mellem svømmeklubberne og DIF Safe Zones vigtigt, fordi træningen kan tilpasses den enkelte,” siger udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion, Lene Madegaard.
Artiklen fortsætter under videoen.
En Safe Zone er et idrætsfællesskab i en etableret idrætsforening, hvor skadede veteraner med idrætten i centrum kan mødes i trygge rammer. Hvor der bliver taget hensyn til den enkelte, og hvor det er okay at stikke ud, skriver DIF i sin pressemeddelelse om Soldaterprojektet.
”Efter en udfordrende periode, hvor vores Safe Zones ligesom al øvrig idræt har kæmpet mod coronapandemien glæder vi os over, at vi kan udvide vores tilbud målrettet veteraner, der har været i krig for Danmark. I en tid, hvor invasionen af Ukraine præger os alle, er det vigtigt, at vi kan tilbyde nogle trygge baser, hvor vores tidligere udsendte soldater kan mødes og dele tanker og eventuelle bekymringer,” siger formand i DIF, Hans Natorp, i pressemeddelelsen.
Læs resten af pressemeddelelsen her.
Over hele landet findes der veteraner, som kan få glæde af en Safe Zone, hvor de kan gå på et svømmehold. Overvejer du, om din svømmeklub skal være en del af projektet? Så tag fat i udviklingskonsulent Lene Madegaard – hun står klar til at svare på dine spørgsmål og hjælpe jer i gang.
Lene Madegaard
Udviklingskonsulent
Mobil: 29206150
Mail: lm@svoem.dk