Jeanette Ottesen løfter også sløret for, at sommerens OL-finale måske alligevel ikke var karrierens sidste løb.
Af: Klaus Bach Christensen19 år. Så mange år har Jeanette Ottesen været en del af verdenstoppen. 53 internationale medaljer og en nominering til Danmarks Idrætsforbunds kåring af det største sportsnavn siden 1986 understreger en yderst succesfuld svømmekarriere.
”Jeg elsker min karriere og hele min historie. Det har været helt fantastisk – selvom det også til tider har været hårdt og uretfærdigt. Jeg har oplevet det meste af verden, mødt så mange mennesker og fået venner for resten af livet iblandt mine internationale konkurrenter. Der har været et utal af gode stunder, og jeg har faktisk svært ved at fremhæve nogle oplevelser frem for andre, for min karriere har budt mig så mange gode minder”, siger Jeanette Ottesen.
Når snakken alligevel falder på karrierens højdepunkter, har hun dog svært ved at komme udenom sine store sejre. Første VM-guld i 2011 på 100 meter fri taler hun med glæde i stemmen om, men det er alligevel EM-guldet i Berlin på 100 meter butterfly i 2014, som gav hende karrierens vigtigste lærepenge.
”Den dag lukkede jeg alt ude og svømmede mit eget løb. Jeg lod mig ikke påvirke af omgivelserne og fokuserede kun på min egen bane. Det resulterede i, at jeg mod alle odds slog Sarah Sjöström. Efter det løb gik det op for mig, at ingen kender dig bedre, end du selv gør – så ingen skal bestemme over dig, din træning eller hvad du ellers foretager dig”, siger Jeanette Ottesen.
Konkurrenter i bassinet, men venner på bassinkanten. Jeanette Ottesen og Sarah Sjöström.
Foto: Patrick Kraemer.
Ifølge Danmarks mest vindende atlet i Team Danmark-regi siden 1984 var det en længere proces at komme til den selvindsigt, end det reelt burde have været. Lærdommen har givet hende selvindsigt, ro til at hvile i sig selv samt styrket tro på egne evner.
Guld til Danmark!
OL-deltagelse er for mange atleter karrierens store mål, men kun ganske få realiserer drømmen. Jeanette Ottesen kvalificerede sig til fem olympiske lege i træk, og vidste man ikke bedre, kunne man let fristes til at tro, at hun bare er et vaskeægte naturtalent. Det prædikat vil hun dog ikke pådutte sig selv.
”Nej, jeg tror ikke, jeg er dygtigere eller har mere talent end andre – tværtimod. Jeg har altid arbejdet ekstremt hårdt, for jeg har aldrig været 100% tilfreds med mine løb, så jeg har altid sat mig nye mål. Først europamester, så verdensmester, så OL og så et OL mere. Når jeg nåede et mål, satte jeg altid nye, og de har sågar været så synlige, at de har hængt på bagsiden af min toiletdør. Dermed så jeg dem som det første og sidste i løbet af dagen, fortæller Jeanette Ottesen.
Jeanette Ottesen har fejret mange internationale triumfer. Her er et lille udpluk.
Foto: Patrick Kraemer.
De mange internationale optrædener i dannebrogs svømmedragter har den danske butterfly- og crawlsvømmer nydt i fulde drag. Faktisk så meget, at Guld til Danmark hurtigt blev hendes tre sidste ord, inden hendes startspring. Derfor kan det også trække i hende, hvis yndlingsdisciplinen bliver en del af OL-programmet i 2024.
”Det kommer til at handle om timing, for familieforøgelse er også et emne på hjemmefronten – og det er heller ikke sikkert, at jeg kan træne mig op til at klare cuttet endnu en gang. Jeg er dybt forelsket i 50 meter butterfly, og det vil være for vildt at svømme løbet til et sjette OL, så jeg kan ikke afskrive, at jeg vil jagte endnu en kvalifikation, for det er det sjoveste løb i verden”, siger Jeanette Ottesen.
Hvad så nu?
Siden det sidste løb for snart et halvt år siden, har Jeanette Ottesen beskæftiget sig med forskellige ting og nydt at have svømmefri i weekenden. Hendes hjerte banker dog forsat for sport, unge og deres trivsel, og hun håber at kunne være med til at udvikle svømmesporten.
Hvordan og i hvilken rolle har hun endnu ikke et svar på, men det kan både være som selvstændig konsulent eller i en rolle hos svømmeunionen, Team Danmark eller Danmarks Idrætsforbund.
”Det brænder i mig, når snakken falder på unge mennesker og elitesport, for det er benhårdt. Jeg oplevede eksempelvis, hvordan mine forældre kun kunne hjælpe mig et vist stykke. Derfor tror jeg, at der er brug for, at tidligere atleter står frem og går forrest, så sportens talenter behandles ordentligt og med den respekt, de fortjener”, siger Jeanette Ottesen.
Billeder fra Jeanette Ottesens sidste løb, OL i Tokyo, 4x100 meter fri.