Spændende bliver det at følge, om karrieren byder på flere personlige rekorder for Jacob M. Jørgensen, hvis liv har ændret sig markant i 2021.
Af: Klaus Bach ChristensenNi danske mesterskaber i træk på både kort- og langbane, taler sit tydelige sprog.
Siden 2016 har Jacob M. Jørgensen været altdominerende i herrernes 200 meter brystsvømning, og da han i foråret svømmede personlig rekord med godt to sekunder på distancen, satte han ikke bare en tyk streg under sin status som landets dygtigste langdistancebrystsvømmer. Tiden på 2.14.61 var også afslutningen på fire års tørke uden personlig rekord i favoritløbet.
”Hvorfor det lige skulle være der, er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Jeg har talt meget med min tidligere træner Niels-Jørgen Jørgensen om netop det, men vi kom ikke frem til en endelig konklusion. Jeg har været et godt sted og svømmede tæt på min personlige rekord i januar, så nedtrappet til Danish Open måtte den bare være der”, siger Jacob M. Jørgensen.
Frem til i år har den 24-årige brystsvømmer ikke udviklet sig som håbet til topningsstævnerne. Det fik KVIK Kastrup-svømmeren til at arbejde på at forbedre de forberedelser, han laver som optakt til konkurrencerne.
”Det er helt sikkert et punkt, som jeg har arbejdet seriøst med, og så er det et område, som jeg er blevet mere bevidst om i takt med, at jeg er blevet ældre og mere erfaren. Når jeg kigger tilbage på min karriere, er det i hvert fald let at se, hvor meget klogere jeg er blevet fra sæson til sæson”.
Aldrig før er uddannelse kommet i første række
Lige siden Jacob M. Jørgensen blev indskrevet i svømmeskolen som 6-årig, har han været en del af KVIK Kastrup, og i år kan han faktisk fejre sit 10-års jubilæum på førsteholdet. Ikke én eneste gang har han overvejet at forlade svømmesporten – heller ikke selvom han er den eneste tilbageværende fra oprykningsgruppen for ti år siden.
”Mange har spurgt, om jeg ikke er ved at blive træt af at svømme. Det ville være fedt, hvis flere af mine venner var fortsat med at svømme, men igennem årene har jeg fået nye holdkammerater, og jeg er på ingen måde færdig med at svømme. Jeg synes, det er sjovt, og når noget underholder mig, så går jeg all in. Jeg gør generelt ingenting halvhjertet”.
Målrettethed og et drive uden lige opsummerer meget godt, hvordan Jacob M. Jørgensen har båret sig ad med at forbedre sig skridt for skridt gennem hele karrieren, hvor svømning altid er kommet i forreste række både i folkeskolen, gymnasiet og i sabbatårene.
For Jacob M. Jørgensens vedkommende har flere ting dog ændret sig denne sommer. Blandt andet er han ved at uddanne sig som personvognsmekaniker på TEC i Hvidovre og er nu startet i lære, ligesom kærligheden har bragt ham fra de hjemlige rammer på Amager over Øresund til Malmø.
”Jeg er kommet i lære hos TESLA Motors på Amager, hvor jeg har lidt skæve arbejdstider. Kombineret med undervisning og det at være flyttet sammen med kæresten i Sverige gør det svært at få den sædvanlige træning til at hænge sammen, så den har jeg simpelthen halveret. Tidligere svømmede jeg 10 gange ugentligt, men siden sommerferien har det tal været mellem fem og seks”.
For første gang i karrieren er svømningen sat i anden række, og det har været en stor omvæltning for den dygtige brystsvømmer. Han forklarer, at han ikke er klar til at forlade sporten og indstillet på at få civil- og svømmekarriere til at fungere under de nye betingelser.
Artiklen med Jacob M. Jørgensen er den første af fire stk., der sætter spot på seniorsvømmere med en dual career.
Foto: KVIK Kastrup.
Den sidste personlige rekord
Mange ting har, som beskrevet, ændret sig for Jacob M. Jørgensen i løbet af sommeren, hvor SvømmeDanmark fejrede Pernille Blumes OL-bronzemedalje. Det betyder, at Danmarks hurtigste brystsvømmer på 200 meter-distancen ikke helt ved, hvor han står forud for kortbanesæsonens nationale events såsom DM for hold og DM.
Selvom KVIK-svømmerne og Jacob M. Jørgensen stadig er i opstarten, føler han ikke den store forskel træningsmæssigt. Han er dog spændt på, om han kan fortsætte med at forbedre sig i det nye setup.
”Den næste topning bliver spændende, for præstationerne kommer til at sige noget om, hvor lang tid jeg fortsætter. Jeg har ikke et decideret mål, og jeg kan heller ikke sige, hvor længe jeg fortsætter med at svømme. Det handler meget om, hvad jeg kommer til at føle og mærke de næste måneder”.
Mens DM afholdes kort inden jul, afholdes DM for hold i midten af november. Her er det altså værd at holde ekstra øje med Jacob M. Jørgensen, og om han formår at svømme sig til nye personlige rekorder og tilføje mere DM-guld til CV’et, som i forvejen tæller 14 stk. af den fineste karat.