Julie Kepp Jensen og Helena Rosendahl Bach har gode mavefornemmelser inden EM-starten.
Af: Klaus Bach ChristensenLæs den udsendte pressemeddelelse her.
Aquatics Palace i den russiske by Kazan lægger den 2.-7. november bassin til europamesterskaberne på kortbane. Syv danskere udgør det danske landshold heriblandt de to OL-svømmere Julie Kepp Jensen og Helena Rosendahl Bach.
Begge gjorde sig gode erfaringer under de olympiske lege i Tokyo, og selvom det store event ikke ligger mange måneder bagud, er det to sultne landsholdssvømmere, der er ankommet til Kazan.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at svømme et internationalt stævne på kortbane igen. Stævnet ligger tidligere i sæsonen, end det plejer, så jeg er spændt på at se, hvad det gør for mine resultater. Jeg føler mig dog i god form og er klar til at svømme stærkt for Danmark, og så håber jeg på, at jeg kan hive nogle gode personlige rekorder og placeringer hjem”, siger Julie Kepp Jensen fra A6/NTC.
”Nu har jeg været til en række internationale mesterskaber, så jeg kender efterhånden formatet og mine konkurrenter. Jeg har svømmet hurtige tider på det sidste og personlige rekorder til ISL, så jeg håber at kunne bygge videre på de resultater. Det har været lige ved og næsten for mig i forhold til medaljerne, men denne gang føler jeg mig klar til at tage næste skridt. I første omgang handler det dog om at præstere på et højt niveau og kvalificere mig til finalerne, hvor alt kan ske,” siger Helena Rosendahl Bach fra Aalborg Svømmeklub.
Billede af Julie Kepp Jensen og Helena Rosendahl Bach tidligere på sommeren i Nagano, Japan.
Arkivfoto: Klaus Bach Christensen.
Udover de to erfarne svømmere tæller landsholdet flere unge svømmere og sågar en EM-debutant i form af 19-årige Elisabeth Sabroe Ebbesen fra Gentofte Svømmeklub. Det gode mix af rutine og ungdommelighed forventer Dansk Svømmeunions landstræner Stefan Hansen kommer til at resultere i stærke danske præstationer, og han hæfter sig ved, at flere er rejst til EM med nye personlige rekorder i bagagen.
”Svømmerne er fitte og klar til at præstere. Flere har allerede forbedret deres niveau på kortbane i sæsonen, som ikke er mange måneder gammel. Det tegner godt for succes ved EM Kortbane, og der er en god stemning i gruppen. Alle er motiverede og sultne efter præstere, så nu handler det bare om at finde det rette spændingsniveau og finpudse de sidste detaljer, så vi er helt klar til at kæmpe for Danmark og mod vores internationale konkurrenter, når EM-konkurrencerne stater på tirsdag", siger Stefan Hansen.
Landsholdet ved EM Kortbane
Fakta
For yderligere oplysninger kontakt presseansvarlig Klaus Bach Christensen på mail: kbc@svoem.dk eller mobil: +4528305012