Bestyrelsesformand Pia M. Johansen ser tilbage på begivenhedsrige måneder.
Af: Pia M. Johansen
Selvom vi er midt i den første efterårsmåned, føles det som sommer. Vejret har vist sig fra sin bedste side, men vigtigst er det, at vi igen må mødes om vores fælles passion for vandsport.
Som ny formand har jeg glædet mig rigtig meget til omsider at få mulighed for at møde nogle af jer mange aktive og frivillige i SvømmeDanmark – ansigt til ansigt.
Jeg tog lidt forskud på fornøjelsen, da jeg besøgte AGF og Århus Svømmestadion, der lagde vand til DM på langbane i starten af juli. Hele hallen sydede af finalestemning og glæde over at være sammen, selvom det stadig var nødvendigt med afstand og restriktioner. Jeg fik mulighed for at møde og hilse på flere trænere, klubfolk og officials. Tak for al jeres imødekommenhed, tanker og input. Samtidig leverede svømmerne masser af flotte resultater. Jeg bliver aldrig træt af at opleve svømmernes glæde ved at lykkes og de tilhørende varme og medlevende bifald fra tribunen.
De tre OL-uger tilbragte jeg sammen med resten af Danmark i selskab med diverse TV-kanaler og øvrige medier - for på skæve tidspunkter af døgnet bedst muligt at følge de danske atleters præstationer. Her er Pernilles Blumes flotte bronzemedalje det imponerende og værdige punktum for dansk svømnings bidrag ved OL i Tokyo.
Dansk sommer og udendørsaktiviteter hører sammen. Limfjordskrydseren, der i år blev afholdt for 15. gang, lagde i år også vand til DM 10 km i åbent vand. Tak for at jeg måtte holde åbningstalen og for at opleve jeres fællesskab. Nordjylland og byerne på hver side af Limfjorden kan i mine øjne noget helt særligt, når det gælder om at få samarbejdet på kryds og tværs til at gå op i en højere enhed og skabe en stemning af aktivitet og sammenhørighed.
Samme dag lagde Moesgaard nær Aarhus hav og strand til DM i havlivredning. Den gren af svømmesporten er ny for mig, men jeg blev godt hjulpet af Imke og Kathrine og hurtigt fanget af alsidigheden i havlivredningens mange discipliner. Særligt var det at opleve atleternes helt særlige evne for at kombinere afslappet hygge med passion for vand og glæden ved at konkurrere på færdigheder.
Billede fra DM i havlivredning.
Foto: Pia M. Johansen.
Dansk svømnings største udendørsevent Christiansborg Rundt viser mangfoldigheden i dansk svømning og Open Water. Det er stævnet, som er fyldt med vindere. Uanset erfaring og niveau er stoltheden ved at gennemføre og få lov at svømme i hjertet af vores hovedstad helt unik. Sammen med Merete Risager, som friskt svømmede 2 km rundt om sin tidligere arbejdsplads, og Allan Nyhus havde vi fornøjelsen af i løbet af dagen at hilse på rigtig mange mennesker med tilknytning til og interesse for svømning heriblandt sponsorer, nuværende og måske kommende samarbejdspartnere samt masser af seje frivillige og svømmere.
Jeg ser frem til også i de næste måneder at få mulighed for at opleve både udspring, vandpolo, kunstsvømning, indendørs livredning og endnu mere svømning. I er alle velkomne til at kontakte mig på pmj@ewe.dk, så vil jeg prøve at få kalenderen til at gå op.
Venlig hilsen
Bestyrelsesformand, Pia M. Johansen