Den tidligere OL-svømmer og ansvarlige træner for Jeanette Ottesen siden 2019 starter 23. august.
Af: Klaus Bach ChristensenPressemeddelelse udsendt af Hørsholm Svømmeforening
Formand Søren Kobbernagel udtaler: ”Det er en betydelig og stærk profil, Hørsholm Svømmeforening har ansat som 1. holds træner, og både svømmerne og bestyrelsen glæder sig til at kunne byde Marco velkommen i foreningen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi med Lars Madsen’s afsked mister en dygtig og vellidt træner for vores 1. hold, men vi er sikre på, at vi i Marco har fundet en yderst kompetent person, hvis visioner om svømning, svømmere og forening matcher vores. Marco vil videreføre og udbygge den træningsfilosofi, som Lars har været garant for at opbygge i Hørsholm Svømmeforenings konkurrenceafdeling, og vi glæder os til i fællesskab at styre og drive foreningen mod nye mål”.
Marco er 32 år og har tidligere være årgangstræner i MK31, assisterende træner for seniorholdet i VAT Copenhagen og træner for senioreliten i Farum Svømmeklub. Udover sine trænergerninger, har Marco også selv været elitesvømmer og blev blandt mange titler Junior Eurpamester i 100 m ryg i 2007. I sin seniorkarriere har Marco deltaget i mange internationale mesterskaber – bl.a. OL i Beijing i 2008, OL i 2012, hvor han stillede op for Storbritanien. Marco har i sine ungdomsår trænet og studeret på University of Florida og tog også her flere medaljer hjem.
Mange kender også Marco som ansvarlig træner for Jeanette Ottesen, som han også er gift med og har datteren Billi-Mai med. Marco har trænet Jeanette op til VM i 2019, til EM i 2019 og senest til OL i Tokyo 2020, hvor Jeanette indstillede sin fantastiske karriere.
Med Marco ombord glæder vi os til en ny sæson, hvor vi forhåbentlig får en lidt mere almindelig sæson med stævner og masser af liv og glæde på kanten.