Kasper Johnsen og Oliver Søgaard-Andersen er to iblandt 14 svømmere på EM Junior-holdet.
Af: Klaus Bach ChristensenI morgen går det løs i Rom, når starten på EM Junior går i gang i den italienske hovedstad. 14 danskere har kvalificeret sig til det europæiske juniormesterskab, der svømmes i det olympiske udendørs bassin, heriblandt Kasper Johnsen fra Agfs Svømmeafdeling og Oliver Søgaard-Andersen fra Hovedstadens Svømmeklub.
Begge kvalificerede sig til EM Junior under Danish Open, hvor de forbedrede de daværende juniorrekorder på henholdsvis 50 meter rygsvømning samt 200 meter butterfly, og de to unge svømmere håber på nogle gode oplevelser.
Fra venstre: Oliver Søgaard-Andersen & Kasper Johnsen.
Foto: Dansk Svømmeunion
- Jeg glæder mig vildt meget til at komme afsted og være til et internationalt mesterskab. Jeg har trænet hårdt siden Danish Open, og jeg håber, det kommer til at give pote. Jeg håber på at komme i en semifinale – måske en finale, og svømme en masse personlige rekorder, siger Kasper Johnsen.
- Oplevelsen spiller helt klart en stor rolle. Det at komme ud og konkurrere på et niveau, som er så højt og inspirerende, bliver fedt! Det giver et godt indblik, i hvordan niveauet ligger rundt omkring i Europa. For mig er det her et af de første skridt mod de helt store internationale events i fremtiden, siger Oliver Søgaard-Andersen og uddyber.
- Fokus har været på at få finpudset de sidste detaljer på fly siden Danish Open - men på samme tid uden at ændre alt for meget på forberedelse, fremgangsmåde og løbsplan op mod og under løbet. Jeg ser frem til at få svømmet nogle gode løb, hvor det, jeg har trænet med, udfolder sig godt, når det virkelig gælder. Min tid som international konkurrencesvømmer er næsten lige begyndt, og hvis det ikke går helt som forventet, er det bare om at få udnyttet oplevelsen så meget som muligt. For som sagt; jeg tænker, dette langt fra bliver det sidste internationale event, jeg skal konkurrere til.
Ønsker du at følge de spændende konkurrencer, kan du i vores optaktsartikel med juniorlandsholdstræner Thomas Stub finde samtlige informationer og links. Klik her og få hele overblikket.