Tais Andkjær Kristensen bliver fra 1. august 2021 ansat på fuld tid i den jyske svømmeklub.
Af: Klaus Bach ChristensenPressemeddelelse udsendt af Horsens Svømmeklub, 10. juni 2021
- Tais er en ung træner med et stort engagement og et stort potentiale indenfor trænergerningen. Han er god til at suge viden til sig og er nysgerrig på at forbedre sig. Han sætter en stor ære i at hjælpe med at udvikle svømmerne og udvikle Horsens Svømmeklub, og det har vi vægtet højt i ansættelsesprocessen. Der har været mange gode ansøgninger til vores stilling, men i sidste ende har vi vægtet potentialet i Tais højere end erfaringen hos andre kandidater, udtaler Kirsten Detlef.
Siden 2019 har Tais været ansvarlig træner for klubbens årgangssvømmere, og har arbejdet på at opbygge et talentudviklingsmiljø for de unge svømmere. Nu skal han være ansvarlig træner for juniorsvømmerne og arbejde på den fortsatte udvikling af konkurrenceafdelingen sammen med de øvrige trænere.
- Jeg er bare utrolig taknemlig og beæret over at få denne chance, som jeg mener det er. Jeg glæder mig utrolig meget til at begynde i den nye stilling som forhåbentligt kan være med til at udvikle mig endnu mere som menneske og træner. Jeg glæder mig utroligt meget til at få lov til, sammen med resten af klubben, at gøre Horsens Svømmeklub til en central figur i dansk svømning, udtaler Tais Andkjær Kristensen.
Tais har selv svømmet på klubbens 1. hold siden 2016 og har derfor Horsens DNA i kroppen, til trods for at der er fynsk blod i årene. Det betyder derfor meget for klubben at kunne være med til at udvikle en dygtig svømmer til en dygtig træner, således at han fortsat kan være et godt forbillede for svømmerne i klubben.
Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Tais og følge hans udvikling i klubben.