I Dansk Svømmeunion er vi meget begejstrede for, at det igen er muligt for en stor del af vores medlemmer at komme til svømning. De første fire måneder af 2021 har været en alt for lang pause væk fra fritidsaktiviteter, og for mange kan det være svært at føle et tilhørsforhold til klubben og til de andre på holdet, når man ikke har været til træning i så lang tid. Derfor er det en god ide at arbejde med det sociale og fællesskabet på de enkelte hold.
Trivsel, omvalg og fællesskaber til fritidsaktiviteter
Næsten hvert 10. barn i 3.- 6- klasse er stoppet til en fritidsaktivitet på grund af mobning eller drilleri. Dette tal er uændret siden 2017.
Dette viser en rapport om trivsel, omvalg og fællesskaber i 3.-6. klasse, lanceret af Mary Fonden og Center for Ungdomsstudier i forbindelse med Antibulli Fodbold, som nu er den tredje sportsgren under Antibulli, hvor Antibulli Svømning og Antibulli Håndbold også indgår.
Svømning er en stor del af rapporten, da svømning bliver placeret som en af de tre mest populære fritidsaktiviteter blandt de adspurgte børn.
I rapporten kan vi desuden se, at en ud af fem børn har oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor til en fritidsaktivitet, og at det ofte sker, når træneren ikke ser eller hører det, for eksempel i omklædningsrummet eller i den anden ende af hallen eller banen.
Rapporten viser, at drillerier og mobning oftest i de yngre klasser og fortager sig som børnene bliver ældre. Dermed ikke sagt, at det ikke sker når de bliver ældre, men det sker bare ikke så ofte.
De hyppigste ting, der sker er:
1. At børnene får ubehagelige kommentarer til fritidsaktiviteten
2. At de bliver holdt udenfor til fritidsaktiviteten
3. At de bliver slået, skubbet eller lignende
Man skal have det sjovt og blive bedre til sin fritidsaktivitet
Organiserede fritidsaktiviteter spiller en vigtig rolle i børns liv, og 89 % af de adspurgte i rapporten svarer, at de går til en aktivitet i deres fritid.
I svarene fra de deltagende børn, ses det at top tre over hvad der er vigtigt ved at gå til en fritidsaktivitet, fordeler sig således:
1. At have det sjovt
2. At være sammen med sine venner
3. At blive bedre til sin fritidsaktivitet
Når børn har en god relation til både de andre på holdet, men også sine trænere, skaber det et trygt miljø til fritidsaktiviteten, og dette trygge miljø kan være med til at fastholde børnene. Svømning er en aktivitet, hvor der falder mange børn fra, når de har lært at svømme, og derfor er det vigtigt at arbejde målrettet med at opfylde disse punkter, og dermed fastholde børnene bedre og længere. Især indikerer svarene fra børnene, at hvis de ikke har det sjovt, bliver bedre til deres aktivitet eller deres venner springer fra, så sker det ofte, at de selv stopper og måske vælger en anden sportsgren.
Man skal arbejde med det positive
Konklusionerne i rapporten peger på, at man bør arbejde med det positive frem for at fremhæve alt det negative. Det vil sige, at man for eksempel bør arbejde med at skabe gode fællesskaber, give børnene muligheder for at skabe nye venskaber og blive bedre til deres aktivitet.
Disse konklusioner hænger rigtig godt sammen med de tanker, som Antibulli Svømning arbejder ud fra, og hvis man som svømmeklub sætter fokus på at arbejde med netop disse elementer, vil der være større mulighed for at fastholde børnene og sikre sig, at de er glade, når de går til aktiviteter i en svømmeklub.
Antibulli Svømning
Formålet for Dansk Svømmeunion med at indgå samarbejdet med Mary Fonden omkring Antibulli Svømning er, at vi gerne vil være med til at styrke børnefællesskaberne i de danske svømmeklubber. Endnu flere børn skal have adgang til kammeratskab, godt selvværd og den almendannelse, der kommer af at være en del af et velfungerende hold.
Antibulli Svømning kan hjælpe svømmeklubberne med at forebygge mobning og mistrivsel, når man går til svømning eller en anden aktivitet i en svømmeklub.
Antibulli Svømning kan bruges nu i forbindelse med genstarten, eller ved sæsonstart da omdrejningspunktet er, at alle skal føle sig som en del af fællesskabet i klubben og på deres hold. På www.antibulli.dk under svømning, kan man finde en masse øvelser, som man som underviser kan bruge i sin undervisning. Øvelserne har fokus på sammenhold, og man er altid sammen med mindst én anden i alle øvelser, så man ikke er alene.
For at lykkes med det i klubben og på de enkelte hold, skal man som underviser og bestyrelse sætte sig ind i hvordan man kan arbejde med det, og derefter afprøve og integrere øvelser og tankegangen bag Antibulli. En god måde at arbejde med Antibulli Svømning er også at lade instruktørerne i klubben få en dialog med hinanden, og på den måde sparre med hinanden i arbejdet.
Hvis I ønsker at arbejde med dette emne i jeres svømmeklub, kan I på egen hånd udforske Antibulli Svømning på www.antibulli.dk eller gennemføre et forløb med hjælp fra Dansk Svømmeunions udviklingskonsulenter. Kontakt Anna Hauritz Nielsen på 29160904 eller aj@svoem.dk, ved interesse eller hvis du har spørgsmål til Antibulli Svømning.
Vil du nærlæse resultater, konklusioner og gode råd fra rapporten ”Fritidslivet for 3.-6. klasse – en rapport om trivsel, omvalg og fællesskaber”, kan du finde den her.