Samarbejdsaftalen med Polar forbedrer mulighederne for at analysere svømmernes performance.
Af: Klaus Bach ChristensenI international topsvømning afgør hundrededele af et sekund ofte placeringerne på medaljepodiet. Derfor handler det om at have de bedste værktøjer til rådighed – både før, under og efter de vigtige mesterskaber, og det bidrager samarbejdsaftalen med techvirksomheden Polar med.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes os at lave en aftale med Polar. Det giver os mulighed for at blive klogere på træningsfysiologi – en viden, som bliver bredt ud i hele det danske svømmemiljø. Vi er allerede kommet et stykke af vejen, siden vi startede med at bruge Polars pulsmålere, og der er mange træningsmiljøer, som har taget pulsmålerne til sig og bruger dem i dagligdagen. Jeg håber, at vores samarbejde med Polar kan bidrage til, at vi i fællesskab øger vores viden om brugen af pulsmålerne og den data, som det generer, siger landstræner i Dansk Svømmeunion Stefan Hansen.
Svømmernes puls visualiseres på en mobilenhed, og pulsen kan i realtid ses på en ekstern skærm.
Foto: Dansk Svømmeunion.
I dansk svømmesport har man i mange år kunnet se svømmere stå ved bassinkanten med to fingre på siden af halsen. Det har de gjort for at måle deres puls undervejs i træningspasset. Pulsmåleren ’Polar verity sense’ måler automatisk svømmernes puls, som løbende kan studeres fra for eksempel en mobilenhed eller via en ekstern skærm i svømmehallen.
Polars pulsmåler kan monteres på svømmebrillens elastik eller placeres under badehætten.
Foto: Dansk Svømmeunion.
- Vi arbejder videnskabeligt, og vi er hele tiden nysgerrige på at få tilknyttet mere data, så vi på målbare parametre kan analysere, om træningen har den effekt, som vi ønsker, den skal have. Pulsmålerne fra Polar giver trænerteamet på Dansk Svømmeunions og Team Danmarks Nationale Træningscenter mulighed for at analysere, om eksempelvis den aerobe træning har den ønskede effekt, hvilket har givet anledning til spændende diskussioner omkring aerob træning og fysiologi. Pulsregistreringen viser ligeledes, om svømmerne rammer de ønskede pulszoner undervejs i træningspasset, og værktøjet kan bruges i evalueringen af den enkelte træning mellem svømmer og træner, siger Stefan Hansen.
Samarbejdsaftalen med Polar giver nye muligheder, som Sportsafdelingen tror vil gavne dansk svømning.