0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Lotte Friis overrasket midt under radioprogram med fornem hæder

04-03-2021

Midt under sit job som radiovært på ”Formiddag på 4’eren” blev tidligere elitesvømmer Lotte Friis hædret og kan nu kalde sig for medlem af Dansk Svømmeunions Hall of Fame.

Af: Dansk Svømmeunion

Stor var overraskelsen for Lotte Friis, da hun tidligere i dag, midt under programmet ”Formiddag på 4’eren”, som hun er vært på sammen med Knud Lind, pludselig blev forstyrret i radiostudiet af en gæst.

Gæsten var Flemming Mønster, som udgør én af i alt tre personer, som sidder i komitéen bag Dansk Svømmeunions Hall of Fame. Sammen med sine to komité-fæller blev de for et år siden enige om, at Lotte Friis burde indlemmes i det fornemme selskab i Dansk Svømmeunions Hall of Fame og dermed blive det 18. medlem. Siden har man i Dansk Svømmeunion ventet på en passende anledning til at overbringe den gode nyhed til Lotte Friis, men på grund af COVID-19 har det været så som så med større aktiviteter eller svømmestævner.


Ud af ventetiden opstod idéen om at overraske en af Danmarks absolut største svømmestjerner gennem tiderne midt under en live radiotransmission. Og heldigvis var DR Østjylland friske på idéen, så på den måde lykkedes det i dag langt om længe at afsløre det nye medlem af Dansk Svømmeunions Hall of Fame - Lotte Friis.

 

14 år på toppen


Iblandt nogle af Lottes største resultater finder vi bronzemedaljen i 800 m fri ved OL i Beijing 2008.

Året efter ved VM på langbane i Rom, blev det til sølv på 1500 m fri distancen og efterfølgende guld på 800 m fri distancen. Lotte blev dermed den første dansker i historien, der blev verdensmester på langbane.

28. november sluttede hun året af med en verdensrekord i 1500 m fri på kortbane – den første danske verdensrekord i mange årtier.

 

I de følgende år holdt Lotte sig i toppen af international svømning. Hun opnåede ikke færre end 23 internationale medaljer, og da hun indstillede karrieren i april 2017, skete det efter 14 år som international topsvømmer.

I dag har Lotte Friis skiftet klorvandet ud med jobbet hos DR Østjylland. Og det kan nok være, at den nu 33-årige radiovært blev overrasket, da Flemming Mønster pludselig stillede i studiet med bronzestatuette, blomster og et stort smil på læben.


Mens programmet blev livetransmitteret fortalte Flemming Mønster om de mange flotte præstationer, som Lotte har begået gennem sin svømmekarriere.

- Det er bestemt en flot karriere vi fejrer. 14 år på toppen af international svømning. 23 internationale medaljer og 53 danske rekorder, og så blev Lotte Friis jo i 2009 verdensmester, faktisk det første danske verdensmesterskab på langbane nogensinde til en dansk svømmer. Samme år sætter hun også verdensrekord i 1500 fri – og som en kuriositet, blev den faktisk sat til et klubmesterskab på hjemmebane i Birkerød.

 

Lotte Friis blev med hæderen taget på sengen og hun indrømmede da også, at selv om det er et år siden beslutningen blev truffet, så har alle, der kendte til udnævnelsen formået at holde tæt, så overraskelsen var total.

 


Man kan først blive medlem af Dansk Svømmeunions Hall of Fame tre år efter endt atlet-karriere.

Læs meget mere om Dansk Svømmeunions Hall of Fame og se det fornemme eksklusive æresgalleri her
Nu bliver Lotte Friis tilføjet listen som det 18. medlem.

Et hjerteligt tillykke med den absolut velfortjente hæder skal lyde her fra Dansk Svømmeunion. Tak for de mange fantastiske oplevelser, du har givet os gennem din lange og flotte aktive svømmekarriere.

Dansk Svømmeunion


 






Cookieindstillinger