0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Efter 61 dage på land: Jeg savner fællesskabet og mit frirum

10-02-2021

Freja Røjkjær Rasmussen er én iblandt vores knap 200.000 tørlagte medlemmer.

Af: Klaus Bach Christensen

Fredag den 11. december 2020 er højest sandsynligt ikke en mærkedag for mange, men det er datoen for 16-årige Freja Røjkjær Rasmussen. Dagen for knap to måneder siden markerer nemlig sidste træningspas sammen med klubkammeraterne i Swim Team Neptun.

 

- Jeg savner fællesskabet vildt meget. Svømning er mit frirum, og det er der, hvor jeg har alle mine veninder. I klubben er jeg omgivet af gode mennesker, og rammerne kan være med til at gøre en dårlig dag til en god dag, så det er virkelig øv, at fællesskabet og svømningen er taget fra mig, siger Freja Røjkjær Rasmussen.

 

Hun begyndte med at svømme, da hun var fire år gammel, og siden otteårsalderen har hun været konkurrencesvømmer. Normalt træner hun op imod otte gange ugentligt, og gennem årerne er hendes konkurrence-gen for alvor groet. Derfor ærgrer det hende, at hun ikke har måttet træne siden starten af december.

 

- Jeg manglede 0,75 sekund for at have kravtid til DM Kortbane 2020, og det er det, som er årsagen til, at jeg ikke må træne. Det er vildt frustrerende, og det hjælper bestemt ikke på min motivation, at jeg kan se, at mange andre jævnaldrende konkurrencesvømmere kan træne, fordi de har kravtider, siger Freja Røjkjær Rasmussen og uddyber:

 

- Det er nu anden lockdownperiode, og under den første var jeg meget tæt på at stoppe. Denne gang er jeg mere afklaret om, at jeg gerne vil tilbage i vandet, men jeg er bange for, at det kan blive svært at fastholde motivationen og gejsten, hvis ikke vi snart får lov at træne i vandet igen.

 

Freja Røjkjær Rasmussen startede med at svømme, fordi hun var lidt bange for vand. Nu elsker hun det.

Foto: Privatfoto.

 

Den 16-årige svømmer fra Swim Team Neptun forklarer, at klubben og cheftræner Morten Brøndum gør meget for svømmerne. Blandt andet laves der konkurrencer, hvor svømmerne bliver inddelt på hold og skal løse forskellige opgaver. Derudover har online hjemmetræning med klubbens fysiske træner Lonnie Boe Pedersen været med til at give sved på panden.

 

- Jeg synes, at initiativerne er rigtig gode, men det er bare ikke det samme som at svømme. Jeg elsker vand, og jeg er et stort konkurrencemenneske, så jeg er nået til et punkt, hvor jeg bare gerne vil svømmetræne og ud at konkurrere igen, siger Freja Røjkjær Rasmussen.

 

Mangler du idéer til din hjemmetræning? Se vores mange inspirationsvideoer på YouTube.

 

Hvis hendes ansigt virker bekendt, kan det skyldes, at hun i lørdags var på landsdækkende tv. I Go’ morgen Danmark blev hun interviewet og spurgt ind til, hvad det betyder for hende, at foreningslivet, som hun holder så meget af, er lukket.

 

- Det var en meget speciel oplevelse at blive interviewet af Puk Elgård og så på live tv. Jeg var lidt nervøs, men det gik godt, og jeg var glad for at få lov til at sige, at jeg savner at svømme. Måske det kan være med til, at der snart bliver lukket op igen, siger Freja Røjkjær Rasmussen.

 

Svaret på hvornår regeringen vurderer, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne foreningslivet, higer vi efter, for vi ved, at vores knap 200.000 tørlagte medlemmer savner foreningslivet.
Freja Røjkjær Rasmussen er en af dem, og hun er ikke i tvivl om, hvad hun glæder sig mest til ved at komme tilbage i vandet.

 

- Det er klart fællesskabet og at være sammen om noget, som vi alle holder af og synes er sjovt. Jeg startede med at svømme, fordi jeg faktisk var lidt bange for vand, men jeg faldt for det, og har ikke lyst til at slippe det igen.

 

Har du også en historie på hjertet? Så kontakt vores kommunikationskonsulent Klaus Bach Christensen på kbc@svoem.dk.


 






Cookieindstillinger