0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

KVIK: Svømmeskolens medlemmer skal aktiveres og underholdes

29-01-2021

Nye aktivitetstilbud i sigte for tørlagte medlemmer i Svømmeklubben KVIK Kastrup.

Af: Klaus Bach Christensen

Foreningslivet er sat på standby, og i går meddelte regeringen, at samtlige restriktioner forlænges frem til 28. februar. Det betyder, at vores knap 200.000 medlemmer kan se frem til endnu en tørkeperiode, heriblandt mere end 2.000 medlemmer i Svømmeklubben KVIK Kastrup.

 

- Svømmehallerne har været ramt af længerevarende nedlukninger, så en stor del af vores medlemmer har desværre ikke fået fuld valuta for deres kontingenter i snart et år. Vi er bekymret for, at vores medlemmer mister tålmodigheden med manglende svømmemuligheder og melder sig ud. Sidst vi havde en lockdownperiode erfarede vi desværre, at mere end 300 medlemmer valgte at opsige deres medlemskab. Vi vil rigtig gerne gøre en forskel for vores medlemmer – små som store – med nogle initiativer, som kan være med til at gøre en lille forskel i dagligdagen, nu der ikke rigtig er mulighed for at mødes socialt med børnehavekammerater, klassekammerater og venner i øvrigt, siger klubdirektør i Svømmeklubben KVIK Kastrup Kaj Flyger.

 

Kaj Flyger og svømmeklubbens ledelse vil gøre alt for at fastholde de nuværende medlemmer, og som et led i den strategi er svømmeklubben på Amager nu klar til at præsentere nye aktivitetstilbud til alle sine tørlagte medlemmer.

 

- For vores yngste medlemmer kommer vi til at tilbyde interaktiv eventyrlæsning. En gang om ugen vil en af vores ikke hjemsendte medarbejdere læse eventyrer op for vores medlemmer i 3 til 6-årsalderen. Børnene vil på forskellig vis blive inddraget undervejs, således de kommer til at deltage aktivt ved eksempelvis at løse forskellige opgaver, siger Kaj Flyger og uddyber:

 

- For de lidt ældre børnesvømmere kommer vi til at lancere familieyoga. Her har vi landet en aftale med en professionel yogainstruktør, der kommer til at aktivere børnemedlemmerne og deres forældre. Under normale forhold overværer forældrene deres børns undervisning i svømmehallen, men de får altså nu mulighed for selv at deltage. Jeg er sikker på, at det nok skal skabe nogle sjove situationer hjemme i stuerne, når mor og far pludselig finder ud af, at de ikke er lige så smidige, som de måske tidligere har været.

 

Nye aktivitetstilbud skal fastholde medlemmer i KVIK under den igangværende nedlukning.

Foto: Svømmeklubben KVIK Kastrup.

 

Se også: Masser af live hjemmetræning for tørlagte foreninger.

 

Klubdirektøren oplyser også, at klubbens voksenmedlemmer kan se frem til digitale oplæg, der tapper ind i tiden, som landet øjeblikligt befinder sig i. Første virtuelle møde kommer derfor til at omhandle, hvad der foregår i vores hjerner, når vi er under pres og skal jonglere mellem hjemmearbejde, hjemmeskoling, leg osv. Her vil der blive givet konkrete værktøjer til at komme lettere igennem coronahverdagen, for hvis der skabes bedre arbejdsbetingelser for vores hjerne, kvitterer den med trivsel, produktivitet, overskud og mere smidige relationer.

 

Alle klubbens medlemmer kan desuden se frem til en frivillig Søndagschallenge. De planlagte Challenges er blandt andet bagekonkurrencer, skov- og strandstratego, orienteringsløb med opgaver a la Stormester og quizzer. Når barnet gennemfører en Challenge, kan der sendes et billede til svømmeklubben på Facebook/mail, og således deltager medlemmerne i lodtrækningen om KVIK-præmier.

 

- Det hele kickstarter vi i uge 6. Vi håber, at vores medlemmer vil tage godt imod det, og vi videns deler gerne med landets svømmeklubber, hvis de ønsker yderligere indsigt i vores tiltag, siger Kaj Flyger.

 

Vidste du? På vores YouTube-kanal finder du et hav af inspirationsvideoer til din hjemmetræning.


 






Cookieindstillinger