Nytårshilsen fra Merete Riisager - Dansk Svømmeunions kommende direktør.
Af: Nora Thomsen
Mandag den 4. januar er min første arbejdsdag som direktør i Dansk Svømmeunion. Jeg har glædet mig meget. Svømmesport ligger mit hjerte nært, da jeg selv har haft mange gode år som konkurrencesvømmer, og fordi jeg ved, hvor meget foreningslivet og idrætten betyder for os som samfund.
Som børn bruger vi mange timer både i skolen og i hjemmet, men det er ofte i idrætsklubberne, vi lærer at spille sammen. Når et barn hænger i bassinkanten og lytter til træneren, når en gruppe unge tager til stævner sammen og deler oplevelser, sejre og nederlag, når en flok ældre damer mødes til vandgymnastik uge efter uge og klarer verdenssituationen efterfølgende under bruseren, og når de frivillige løser opgaver og problemer sammen, der gør det hele muligt, er de alle sammen med til at skabe et bedre samfund. Foreningslivet er det, der gør os til dem, vi er. Vi møder hinanden på kryds og tværs. Vi rækker ud, vi taler sammen, vi løser problemer. Det lyder enkelt, men i virkeligheden er det helt centralt for at være et land, hvor vi er vant til at lytte til hinanden, samarbejde og løse de udfordringer, der kommer.
For børn i Danmark er det helt centralt at lære at svømme. Vi er omgivet af vand, så det er vigtigt at kunne svømme – både for sin egen sikkerhed og for at man kan bruge alle de muligheder, der er ved vand. Vandet giver mulighed for at lære at stole på sin egen krop, svømmesport kan give styrke og udholdenhed, og vandet giver mange forskellige muligheder for leg, glæde og konkurrence. Derfor er det også et problem, at halvdelen af børn i alderen 11-12 år er usikre svømmere. Det skal vi gøre noget ved, og vi skal gøre det sammen. Der er ikke kun ét håndtag, der skal drejes på, men flere. Det handler om svømmehaller, der hvor der ikke er nogen, om samarbejde mellem skoler og foreninger, om it-systemer, der fungerer, om at tiltrække trænere og frivillige og meget mere.
For voksne og ældre er svømning en oplagt mulighed for at holde sig sund og i vigør. Svømning belaster ikke kroppen på samme måde som mange andre sportsgrene, og der er mulighed for at dyrke fællesskabet og sporten tidligt og silde, sammen eller hver for sig. Flere og flere hopper også i havet og får naturoplevelser med i købet, mens de dyrker deres sport. Svømmesport kan fortrænge ensomheden for dem, der føler sig alene, og det udgør et lyspunkt for mange voksne, der har brug for et afbræk i hverdagen. Det giver ganske enkelt mening at mødes og bryde vandoverfladen sammen.
For unge kan svømmesporten udgøre et fællesskab, der går på tværs af køn og alder. Her knyttes venskaber, der kan vare livet ud. Mange unge lærer, at vedholdenhed kan bringe dem længere, end de havde troet muligt. For de allerdygtigste er der resultater, rejser og oplevelser, der kan opleves som en belønning for det hårde slid.
Elitemiljøet har været fulgt tæt af medierne i det forgangne år, og der er ikke nogen i SvømmeDanmark, der ikke kender til svømmesagen. Det er en sky, der hænger over os, som vil hænge der lidt endnu. Jeg tror, at vi skal igennem ved at erkende, at der var et træningsmiljø, vi ikke ønsker at se igen. Men også at det er svært at sætte på formel, hvordan et elitemiljø skal indrettes. Derfor er der brug for bedre dialog med klubber og svømmere om, hvordan et godt elitemiljø ser ud. Hvad skal møde én, når man kommer på et landshold? Hvordan kan svømmerne hjælpe hinanden? Hvem skal man kontakte, hvis man oplever alvorlig mistrivsel?
Det er ikke en debat, der kan afvikles hurtigt, men den foregår nu, og jeg håber, at både aktive, forældre og trænere vil give deres erfaringer videre. Den vil komme til at foregå både i klubberne og i Dansk Svømmeunion. Vi vil indsamle viden, data og erfaringer. Hvis man ikke oplever at blive hørt, er man velkommen til at kigge forbi mit kontor i Brøndby til en kop kaffe, så snart det bliver muligt at mødes igen.
I 2021 vil der også være valg til bestyrelsen. Der er mere interesse om bestyrelsesposterne, end der har været tidligere. Jeg håber, kandidaterne vil kaste sig ud i valgkampen med gode argumenter og respekt for de andre kandidater. På den måde kan klubberne få de informationer, de har brug for, og træffe det valg, de mener er mest rigtigt for dem og for dansk svømning.
Svømmesport bør først og fremmest være sjovt og glædesfyldt. Vi hopper frivilligt i vandet, uanset om vi er vandpolospillere, havsvømmere, kunstsvømmere, livreddere eller udspringere. Vi skal dyrke glæden ved vandet og sporten. Jeg vil sammen med bestyrelsen og de ansatte i Dansk Svømmeunion gøre mit til, at rammerne omkring de aktive og klubberne blive endnu bedre end de er i dag.
Jeg ser frem til at møde klubledere, trænere og aktive på bassinkanten.
Rigtig godt nytår.
Merete Riisager
Direktør i Dansk Svømmeunion fra 4. januar 2021