0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Trivsel skal være et naturligt emne at tale om

22-12-2020

Trivselsværktøjet Howdy giver dybere indsigt i svømmeres trivsel.

Af: Dansk Svømmeunion

I løbet af 2020 indledte Dansk Svømmeunion et samarbejde med Worklife Barometer ApS, der gennem en unik metode giver indsigt i menneskers trivsel og proaktivt griber ind, når og hvis der opstår et behov herfor. Årsagen bag samarbejdet skyldes et ønske om at hjælpe og skabe mere viden om svømmernes trivsel, end den vi i forvejen får via dialog. Det større vidensgrundlag skal blandt andet bruges til at forbedre og udvikle de rammer og strukturer, der påvirker svømmernes trivsel.

 

- Hvis ikke man trives i sin hverdag, kan man ikke konkurrere mod resten af verden. Derfor har det været vigtigt for os at finde et værktøj, som kan give endnu større indsigt i vores svømmeres trivsel. Svømmerne bliver løbende mindet om at besvare trivselsspørgsmål i Worklife Barometers app ’Howdy’, og det medfører, at trivsel ikke kun bliver et tema, vi drøfter, når der er problemer. Ambitionen er at vi kan nå dertil, hvor trivselsspørgsmål er en naturlig del af vores hverdag, siger sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach.

 

Landsholdssvømmer Signe Bro er en af de svømmere, der tester trivselsværktøjet.

Foto: Patrick Kraemer.

 

Howdy visualiserer, hvordan svømmernes trivsel er for øjeblikket, og i hvilken retning deres trivsel udvikler sig. Opstår der et udsving eller andre signaler på mistrivsel kontaktes den enkelte svømmer af en psykolog ansat hos Worklife Barometer.

 

Indtil nu har trivselsværktøjet kørt som et testprojekt på Det Nationale Træningscenter (NTC), hvor Signe Bro fra Svømmeklubben Triton Ballerup er en af de svømmere, der siden januar 2020 har brugt Howdy.

 

- Jeg synes, at appen er rigtig god og meget nem til at undersøge holdets trivsel. Det er et hurtigt spørgeskema, som hjælper os med at sikre, at alle trives, og hvis ikke man gør, så kan man blive ringet op af Howdy og få professionel hjælp, siger Signe Bro og uddyber:

 

- På NTC bruger vi appen til at måle trivsel på holdet. Jeg tror egentlig også, at det er meget sundt at stoppe op og lige mærke efter, hvordan man har det. Der sker jo meget i vores hverdag, så det er ikke sikkert, at man altid lige er klar over, at man måske ikke trives eller egentlig har det supergodt.

 

Sportschef og landstræner i Dansk Svømmeunion er i løbende dialog med virksomheden Worklife Barometer ApS, der står bag Howdy, hvor der samles op på de hidtidige erfaringer. Her drøftes applikationens anvendelighed og udviklingsmuligheder i forhold til et High Performance miljø. Derudover er der taget hul på dialogen om, hvordan trivselsværkstøjet eventuelt kan udbredes til flere træningsmiljøer i dansk svømmesport.


 






Cookieindstillinger