0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Opdatering på adfærd for aktiviteter i bassin

26-10-2020

Unionen opdaterer vejledninger med udgangspunkt i regeringens udmeldte retningslinjer - status mandag eftermiddag.

Af: Nora Thomsen

Oven på Statsministerens pressemøde fredag den 23. oktober, er der indført en række restriktioner, som desværre også berører idrætten.

De væsentligste nye retningslinjer, som berører idrætten, er som følger:

  • Forsamlingsforbuddet sænkes til 10 personer.
  • Der indføres en undtagelse for idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til og med 21 år inklusive eventuelt ansvarlige personer over 21 år, hvis dette vurderes nødvendigt for forsvarlig afholdelse af aktiviteten. Der må dog maksimalt være 50 personer inklusive børn og voksne til disse aktiviteter.
  • Den professionelle idræt er fortsat undtaget.
  • Der er fortsat mulighed for 500 siddende tilskuere både indendørs og udendørs – hvis betingelserne for det er opfyldt.
  • Fra på torsdag skal man bære mundbind eller visir på alle indendørs steder med adgang for offentligheden – herunder idrætsfaciliteter. Det gælder dog ikke, når man udøver idræt.


Det er positivt, at forsamlingsforbuddet fastholdes på 50 personer for børn og unge op til 21 år, men det giver dog også anledning til en række uafklarede spørgsmål, som vi desværre endnu ikke kan give et klart svar på.

Nogle af de spørgsmål, som vi lige nu oplever, fylder meget i foreningerne, har vi nogle foreløbige svar på:

Hvordan skal vi håndtere retningslinjerne i forhold til babysvømning og familie-hold?
Sammen med børn og unge op til 21 år må der deltage de nødvendige voksne over 21 år til at afvikle arrangementet forsvarligt og dermed dispensere for forsamlingsforbuddet på 10 personer. Der må for eksempel gerne være tilknyttet voksne til babysvømning eller mor-barn/far-barn svømning, selvom det betyder, at der er over 10 deltagere på holdet.

Hvad gør man med konkurrence-holdet med 15 deltagere, hvoraf de tre er over 21 år?
Voksne over 21 år må ikke deltage i aktiviteter og arrangementer med over 10 personer til stede, uagtet at de resterende deltagere er omfattet af undtagelsen for idræts- og foreningsaktiviteter og dermed gerne må være flere end 10 personer på et hold.
Eller sagt med andre ord: når der er en deltager til stede i træningen, som er over 21 år, så skal forsamlingsforbuddet på 10 personer overholdes på holdet.
Vi håber at denne retningslinje kan blive lempet til fordel for eksempelvis konkurrencehold, hvor der ofte vil være deltagere over 21 år.


Skal man have mundbind på i svømmehallen?
Man skal have mundbind på, når man ikke udøver sin idrætsaktivitet fra på torsdag den 29. oktober.
Der vil dog være en undtagelse, hvis aktivitetens natur gør det umuligt at håndtere et krav om mundbind. Det gælder for eksempel i forbindelse med badning eller i et omklædningsrum. Når man færdes mellem omklædningsrummet og bassinet iført sit svømmetøj, skal man ikke have mundbind eller visir på. Men man skal have mundbind eller visir på, når man ankommer til svømmehallen og går ind i omklædningen. Det samme gør sig gældende, når man går fra omklædningen for at forlade svømmehallen eller ønsker at opholde sig i eksempelvis et loungeområde.


Som nævnt er der fortsat nogle gråzoner, som for eksempel hvorvidt instruktørerne også skal bære mundbind i undervisningen. Som vi tolker reglerne på nuværende tidspunkt, mener vi ikke, at instruktører skal bære mundbind i undervisningssammenhæng.  


Er det fortsat tilladt at afholde stævner?
Ja, det er fortsat tilladt at afholde stævner.Hvis deltagerne til stævnet er under 21 år, gælder forsamlingsforbuddet på 50 personer inklusive de voksne over 21 år (officials, dommere med flere), som er nødvendige for at stævnet kan afholdes. For deltagere til et stævne over 21 år gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer inklusive dommere, officials med flere.


Må vi afholde generalforsamling?
Ja, man må som forening gerne afholde generalforsamling på op til 500 personer under forudsætning af, at alle deltagere under hele generalforsamlingen sidder på den samme plads med næsen pegende i den samme retning og med 1 meters afstand mellem alle deltagere.


Det er vigtigt at understrege, at vi her mandag eftermiddag afventer sektorpartnerskabsforhandlingerne mellem idrætsorganisationerne og Kulturministeriet. Efterfølgende forventes det, at DIF snarest muligt opdaterer de gældende retningslinjer for idrætten, hvorefter vi i Dansk Svømmeunion opdaterer de gældende Vandsportens Coronaregler.

Der kan også være svar at finde på mange spørgsmål på Kulturministeriets hjemmeside: https://kum.dk/aktuelt/covid-19/retningslinjer-for-genaabning


For yderligere spørgsmål eller kommentarer vedrørende corona henviser vi til e-mailen: corona@svoem.dk
Alle spørgsmål bliver behandlet.

Dansk Svømmeunion


 






Cookieindstillinger