Lettelse i Dansk Svømmeunion oven på regeringens udmelding på fredagens pressemøde.
Af: Nora Thomsen
Hele fredagen har været nervepirrende for Dansk Svømmeunion og sandsynligvis det meste af det danske foreningsliv. For hvad ville regeringens bebudede coronarestriktioner have af konsekvenser for foreningerne og deres medlemmer? I timerne op til pressemødet svirrede det med rygter om et nedsat forsamlingsforbud for hele foreningslivet på 10 eller 20 personer. Heldigvis var der kun tale om løse rygter, og sandheden viste sig at være en anden. For statsminister Mette Frederiksen meddelte fredag aften, at regeringen har valgt at skåne børne- og ungeidrætten for yderligere restriktioner hvad angår forsamlingsforbuddet. Til gengæld rammes voksenidrætten af et forsamlingsforbud på 10 personer gældende for de kommende fire uger.
Alligevel er der tydelig lettelse at spore hos Dansk Svømmeunion, hvor konstitueret direktør Morten Hinnerup udtaler om aftenens udmelding:
- Det er naturligvis ikke rart at vores foreningsliv rammes, som vi oplever igen er tilfældet ved aftenens pressemøde. Men jeg må alligevel indrømme, at beslutningen om, at vores mange børn og unge i foreningerne kan fortsætte med deres sport uden yderligere restriktioner, er en kæmpe lettelse. Ud af vores i alt knap 200.000 medlemmer udgør børne- og ungemedlemmerne cirka 150.000. Alle de medlemmer kan fortsætte uforandret med deres træning i næste uge. De kan mødes med deres kammerater og dyrke både sporten og det sociale fællesskab, som vi ved, betyder noget helt særligt, når man er barn og ung. Det er noget, som vi værdsætter højt.
Hvad så med de resterende medlemmer – voksenmedlemmerne? Det er vel ikke lige meget, at de nu bliver ramt af et skærpet forsamlingsforbud?
- Nej, naturligvis er det ikke lige meget. Slet ikke. Men her tror jeg på, vi kan være hurtigt ude med forslag til, hvordan undervisningen kan gribes an i grupper med blot 10 deltagere. Det er jo netop voksne, vi taler om, så her vil det være forholdsvis let at kommunikere nye midlertidige retningslinjer og overholde dem. Endvidere er det naturligvis vores håb, at det nye forsamlingsforbud ophæves allerede om fire uger igen, udtaler Morten Hinnerup.
Ros til foreningerne og påmindelse om at vi alle fortsætter med at efterleve sundhedsmyndighedernes retningslinjer
I Dansk Svømmeunion er der ros til foreningerne for den måde, hvorpå de hidtil udmeldte coronavejledninger er blevet modtaget og fulgt på forbilledlig vis.
- Jeg er både stolt og imponeret over den måde, hvorpå vores mange foreninger har taget imod de svære og udfordrende restriktioner, vi løbende har været nødt til at udsende. Alle har gjort en stor indsats for at efterleve restriktionerne. Det skal foreningerne have en kæmpe tak for. Og så vil jeg skynde mig at understrege, at det nu er vigtigt, at vi fortsætter i samme spor og gør en dyd ud af at leve op til restriktionerne, som vi nok alle er ved at være trætte af. Men det er uhyre vigtigt, at vi fortsætter de gode takter og hjælper hinanden igennem endnu en svær tid. Kun på den måde kan vi fastholde det aktivitetsniveau vi trods alt oplever at have nu - og på sigt, komme helt ud på den anden side, hvor vi langt om længe kan glemme alt om forsamlingsforbud, afstande, afspritning med meget mere, lyder det afslutningsvis fra Dansk Svømmeunions konstituerede direktør, Morten Hinnerup.
Også sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, føler lettelse oven på fredagens pressemøde.
- Vi havde frygtet det værste, men vi glæder os over, at landets flere tusinde unge konkurrencesvømmere fortsat kan træne henimod de danske mesterskaber, som de er blevet stillet i sigte. I kølvandet af den første coronanedlukning oplevede vores foreninger begyndende medlemsfald, så for at fastholde og rekruttere nye medlemmer er det helt afgørende, at dansk svømmesport kan opretholde et aktivitetsniveau, da det er med til at holde hånden under vores stærke og talentfulde træningsmiljøer – om end restriktionerne stiller store krav til stævnearrangørerne samt de deltagende børn og unge, siger sportschef Lars Green Bach.
Dansk Svømmeunion afventer nu at modtage nye overordnede retningslinjer fra Kulturministeriet og Danmarks Idrætsforbund. Herefter vil disse straks blive anvendt med henblik på at udarbejde nye anvendelige retningslinjer for foreningerne, og de vil således blive en del af Vandsportens Corona-regler.
For spørgsmål vedrørende de nye coronarestriktioner henvises fortsat til Dansk Svømmeunions særlige e-mail: corona@svoem.dk
Alle henvendelser vil blive behandlet.
For yderligere information om de nye coronarestriktioner - se https://coronasmitte.dk/
Dansk Svømmeunion