Dansk Svømmeunion må grundet COVID-19 aflyse TrygFonden Christiansborg Rundt.
Af: Nora Thomsen
Den spektakulære event, der hvert år afholdes sidste lørdag i august, og som trækker flere tusinde motionssvømmere til hovedstaden, kommer nu også på den triste liste over aflyste arrangementer grundet COVID-19.
Projektleder i Dansk Svømmeunion, Caroline Kleemann Falster, udtaler:
- Det er med meget stor beklagelse, at vi nu ser os nødsaget til at aflyse TrygFonden Christiansborg Rundt. Eventen er blevet en stor og fast tradition for tusinder af motionssvømmere, der hvert år møder op til en festlig dag sammen med venner, kollegaer og familie. Vi har alle glædet os til den 29. august, men vi må desværre sande, at med de udmeldinger, der er kommet fra regeringens side, ser vi ingen anden udvej end at aflyse. Trods talrige overvejelser om en alternativ løsning for i år, har det desværre ikke været muligt at nå frem til nogen anden konklusion end at aflyse. Nu må vi lige sunde os oven på den svære beslutning, og så vender vi stærkt tilbage i 2021, hvor vi glæder os til at tage imod en masse friske åbent vand-svømmere den 28. august, udtaler Caroline Kleemann Falster.
På vej mod første udsolgte begivenhed i år
TrygFonden Christiansborg Rundt kunne ellers i år have fejret, at det er 15. gang eventen arrangeres, og der var derfor planlagt lidt ekstra godt til deltagerne.
Eventen havde sin premiere tilbage i 2006, og siden da er deltagerantallet gået fra 260 til over 4.400 deltagere i 2019. Tilmeldingerne i år, før COVID-19 ramte os alle, gik forrygende med 800 flere tilmeldte i marts 2020 sammenlignet med marts 2019. En udvikling, som pegede i retning af en udsolgt begivenhed i år for første gang nogensinde.
Alle tilmeldte deltagere i år tilbydes at få overflyttet deres deltagelse til 2021 og alternativt få tilbageført deltagergebyret.
Dansk Svømmeunion håber på snarest at kunne åbne for tilmeldingerne til TrygFonden Christiansborg Rundt 2021.
Dansk Svømmeunion vil gerne rette en tak til partnere og sponsorer, der også i år stod klar til at skabe en stor åbent vand-svømmefestival i hjertet af København. Tak til TrygFonden, Rema 1000, DSV Road A/S, Krüger A/S, Svømmespecialisten, Speedo og NewWave Denmark A/S.
Kontaktperson:
Projektleder i Dansk Svømmeunion, Caroline Kleemann Falster, e-mail: ck@svoem.dk, mobil: 61 12 81 87.