0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk Svømmeunion klar med nyt set-up for det Nationale Træningscenter

06-08-2019

Præsentation af det set-up, der skal forme det Nationale Træningscenter frem mod OL i 2020. 

Af: Nora Thomsen

Pressemeddelelse, udsendt af Dansk Svømmeunion tirsdag den 6. august 2019:

Det er med glæde, at Dansk Svømmeunion i dag kan offentliggøre, at Startfællesskabet A6 og Herlev Svømning bliver partnere for Dansk Svømmeunion og Team Danmark i forbindelse med forberedelserne til de Olympiske Lege.

 

Det sker med henblik på at tilbyde svømmerne et dagligt high performance træningsmiljø inden for rammerne af det Nationale Træningscenter (NTC) i perioden frem mod OL i Tokyo 2020.

 

Derudover er det også hensigten, at det nye set-up, som er færdigudviklet i dialog med blandt andet svømmerne, skal styrke kompetencer, viden og samspil generelt i dansk elitesvømning.

 

- Det er en helt ny måde at drive NTC på, som vi har store forventninger til i forberedelserne til OL i 2020. Det er ingen hemmelighed, at det har været en turbulent periode for svømmerne på NTC, og målet med det nye set-up er, at tilbyde svømmerne de bedst mulige betingelser for at forberede præstationer i verdensklasse. Det gør vi ved at styrke samspillet mellem NTC og to af vores stærke klubmiljøer i Startfællesskabet A6 og Herlev Svømning. Dermed sikrer vi, at de rigtige trænerkompetencer er til stede på bassinkanten samtidig med, at NTC fremover bliver et mere åbent og dynamisk miljø, der er i tråd med de værdier, vi har i dansk svømning, siger sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, og fortsætter:

 

- Vi har haft en konstruktiv dialog med svømmernes repræsentanter under udviklingen af det nye set-up og afholdt fællesmøde for alle nuværende NTC-svømmere, så alle har haft mulighed for at stille opklarende spørgsmål og komme med input. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til svømmerne for deres brugbare input i den del af processen.

 

I forbindelse med etableringen af det nye set-up på NTC har Team Danmark samtidig indgået aftaler med henholdsvis Herlev Kommune og Høje Taastrup Kommune, således NTC kommer til at træne i både Taastrup Svømmehal og i Hjortespringbadet i Herlev frem til OL 2020. Med fortsat træning i disse faciliteter håber Dansk Svømmeunion på at kunne sikre en kontinuerlig ramme om svømmernes hverdag i forhold til træning, konkurrence og uddannelse eller job.

 

Med aftalerne på plads med de to klubber vil NTC-teamet frem mod OL i Tokyo 2020 bestå af følgende:

  • Stefan Hansen, landstræner og overordnet ansvarlig for det samlede NTC-program
  • Mick Steen Nielsen, gruppetræner
  • Jon Langberg, gruppetræner
  • Nicolaj Poulsen, fysisk træner ved Dansk Svømmeunion
  • Lars Johansen, sportsfysiolog ved Dansk Svømmeunion og Team Danmark
  • Klaus Mortensen, massør ved Dansk Svømmeunion
  • Marlene Søby Vestergaard, fysioterapeut ved Team Danmark
  • Nina Due Stagis, sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark

 

Herudover vil der senere blive tilknyttet to assisterende trænere, foruden at Team Danmarks øvrige faglige eksperter vil indgå regelmæssigt i NTC-teamet efter behov og aftale.

 

- Med det samlede team på plads frem mod OL er der en god kombination af fagligt stærke kompetencer og erfaringer fra international svømning fra både EM,
EM-J, VM, VM-J samt OL omkring svømmerne. Trænerne i NTC-teamet har desuden faglig baggrund i en træneruddannelse på Idrættens Træner-Akademi (ITA) eller en kandidatuddannelse i idræt, ligesom de alle har et solidt kendskab til dansk idræts kultur og værdier, siger Lars Green Bach. 

 

Fakta – Sådan fordeles arbejdsopgaverne i trænerteamet

Det daglige trænings-set-up vil tage udgangspunkt i en gruppering af NTC-svømmerne, som er baseret på en individuel sportslig vurdering. Overordnet set vil træningen komme til at foregå under ledelse og supervision af Dansk Svømmeunions landstræner, mens de to gruppetrænere og de to assisterende trænere vil stå med det daglige ansvar for træningen.

 

Landstræneren vil således få ansvaret for den overordnede struktur, periode-planlægning og træningsindhold samtidig med, at han er bindeled mellem svømmerne, de øvrige trænere samt de tilknyttede eksperter. Derudover skal Dansk Svømmeunions sportschef og landstræner drive samarbejdet med Team Danmarks sportsmanager og øvrige eksperter. Landstræneren vil ikke have ansvar for den daglig programskrivning, ligesom der kun vil være tale om deltagelse ved enkelte træningspas per uge.

 

Gruppetrænerne vil få ansvaret for den daglige programskrivning for deres respektive gruppe, ligesom de skal deltage ved størstedelen af gruppens ugentlige træningspas. Derudover skal trænerne deltage i aktiviteter såsom træningslejre og stævner, hvor NTC-svømmerne forventes at deltage. De assisterende trænere vil få ansvaret for at hjælpe gruppetrænerne med udførelsen af den daglige træning.

 

For yderligere information kan nedenstående kontaktes:

Sportschef, Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, mobil: 29 20 61 60.

Landstræner, Dansk Svømmeunion, Stefan Hansen, mobil: 29 31 10 27.


 






Cookieindstillinger