Den kommende weekend skal de fem danske svømmere konkurrere på 7.5 km., 10 km. og holdkonkurrencen.
Af: Flemming SørensenMed et veloverstået VM og Irish Summer National Championship er mange af de danske svømmere nu på en velfortjent sommerferie ovenpå en lang sæson. Sommerperioden er dog højsæson for andre svømmere, der har fokus på svømning i åbent vand, hvor der den kommende tid afholdes mange stævner og mesterskaber. I denne weekend skal fem udvalgte danske atleter i vandet til de europæiske junior mesterskaber i åbent vand, som afholdes i Tjekkiet, tæt på hovedstaden Prag.
De fem svømmere er udtaget til dette mesterskaber på baggrund af deres præstationer i forbindelse med åben vand udviklingslandsholdet, som ledes an af Talentansvarlig Thomas Stub for fjerde år i træk. Udover Thomas Stub ledsages atleterne af cheftræner for A6 Jon Langberg. En rutineret åben vand træner, som til dagligt også træner Lærke Toft Ruby. En kvindelige svømmer, som skal repræsentere Danmark i forbindelse med 5. afdeling af LEN cup’en, som afvikles umiddelbart før TrygFonden Christiansborg Rundt den 31. august.
I onsdags ankom de danske svømmer til området og har i perioden forberedt sig på stævneruten, som er placeret på et ro stadion. En location som ikke skulle give svømmerne udfordringer med navigation, maritimt liv eller bølger. Vandtemperaturen på svømmeruten er omkring 24 grader. Forholdene er således optimale for hurtig svømning, men stiller desværre ikke de store udfordringer til svømmernes åben vand erfaring.
Fredag kommer de to første svømmere i aktioner til EJM i åben vand. Disse to er Aalborg svømmer Camilla Brøgger-Andersen og JGI/A6 svømmer Frederik Bojesen. De to skal begge tilbagelægge 7,5 km. svømning, henholdsvis kl. 14 (piger) og kl. 16 (drenge). Lørdag afvikles 10 km., hvor Anna Brendstrup (JGI/A6), Mads Sørensen (H2Odense) og Anders Nielsen (Ringsted) stiller til start. Søndag afsluttes stævnet med en holdkap på 2 piger og 2 drenge, hvor Danmark også stiller op.
Samtlige løb (5 km., 7.5 km., 10 km. og holdkap) bliver live streamet og kan følges inde på https://www.racice2019.cz/.
Det dansk hold inden testning af ruten (Foto: Dansk Svømmeunion)
Dette års europæiske junior mesterskab byder med garanti på spændende svømning, især omkring start og afslutningen af løbene idet stævnet har rekordstor deltagelse med hele 216 deltagere.