Den første finaleplads til Danmark er i hus efter, at Jeanette Ottesen ved aftenens semifinale i 50m butterfly svømmede sig sikkert videre.
Af: Dansk Svømmeunion
Foto: Patrick Kraemer
Fredagens finaleafsnit blev det første, hvor en dansk svømmer snuppede en af de otte eftertragtede finalepladser. Jeanette Ottesen leverede en sikker præstation og et godt indslag, hvormed hun i tiden 0:26.01 kom i finalen i den ottendebedste tid.
– Jeg er rigtig glad for, at vi endelig får den første danske finale med Jeanette Ottesen. Hun kommer rigtig godt fra start og holder farten hele vejen. I forhold til i formiddags sad hendes indslag også lige i skabet, så det er et stærkt comeback til den internationale scene, vi i aften har set. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er en finale, som vi har ventet på, og jeg glæder mig til at se den udspille sig i morgen aften, udtaler landstræner Stefan Hansen.
Jeanette Ottesen kan opleves i finale i 50m butterfly lørdag den 27. juli 2019 klokken 20.00 (dansk tid 13.00).
Det var ikke kun danskerne, der jublede her til aften – også amerikanerne var glade. Først satte Caeleb Dressel verdensrekord på 100m butterfly under semifinalens andet heat med tiden 0:49.50, dernæst var det Regan Smiths tur til at sætte verdensrekord, da hun i semifinalen i 200m rygsvømning slog ind i tiden 02:03.35. Den russiske delegation kunne også deltage i jublen, da de kort efter oplevede Anton Chupkov sætte verdensrekord i tiden 02:06.12 under finalen i 200m brystsvømning.
– Det er en helt særlig aften, som vi her har været vidne til med tre verdensrekorder på primært mellemdistancerne. To af dem er tilmed sat i semifinalerne, så det bliver spændende at se, hvad de har at byde på under morgendagens finaler, lyder det fra Stefan Hansen.
Alle resultater for dagens to afsnit kan ses her.
Forud for lørdagens finaler, hvor både Jeanette Ottesen, Caeleb Dressel og Regan Smith igen skal i aktion, afvikles det indledende afsnit, hvor en række danske svømmere stiller til start.
Pernille Blume og Julie Kepp Jensen skal svømme 50m fri svømning, Matilde Schrøder skal ud på 50m brystsvømning, mens Alexander Aslak Nørgaard og Anton Ørskov Ipsen skal svømme 1500m fri svømning.
Nedenfor følger et overblik over lørdagens indledende afsnit og de danske svømmeres deltagelse.
Indledende afsnit den 27. juli – klokken 10.00 lokal tid (dansk tid kl. 03.00)
50m fri svømning, damer
50m rygsvømning, herrer
50m brystsvømning, damer
4x100m fri svømning, mix
1500m fri svømning, herrer
Danske svømmere i lørdagens indledende afsnit
Pernille Blume, kl. 10.00 (kl. 03.00), 50m fri svømning
Julie Kepp Jensen, kl. 10.00 (kl. 03.00), 50m fri svømning
Matilde Schrøder, kl. 10.40 (kl. 03.40), 50m brystsvømning
Alexander Aslak Nørgaard, kl. 11.17 (kl. 04.17), 1500m fri svømning
Anton Ørskov Ipsen, kl. 11.17 (kl. 04.17), 1500m fri svømning
Se VM direkte på TV 2 / Sport
Indledende afsnit sendes direkte fra klokken 02.55 til 05.55
Finalerne sendes direkte fra klokken 12.55 til 15.00
Generelt om VM i Gwangju
VM 2019 afvikles i perioden den 21. til den 28. juli 2019 i Gwangju i Sydkorea. Der er en tidsforskel på syv timer; når klokken er 10.00 i Danmark, er den 17.00 i Sydkorea.
Dansk Svømmeunion vil løbende opdatere med nyt fra VM. Det være sig pressemeddelelser og med nyheder på hjemmesiden SvømmeSport samt på Facebook.
#VM #Gwangju
Pressekontakt under VM
Pressen er velkommen til at kontakte Dansk Svømmeunion under VM 2019 og opfordrer samtidig til, at kontakten til svømmerne på holdet kun går via unionen og ikke direkte til svømmerne.
Kontaktpersoner:
Kommunikationskonsulent Rebecca Hegelund, mobil: +45 21 64 76 39 og e-mail: rkh@svoem.dk
Sportschef Lars Green Bach, mobil: +45 29 20 61 60 og e-mail:lgb@svoem.dk
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Rebecca Kim Hegelund
Kommunikationskonsulent
Telefon: 4439 4461
Mobil: 2164 7639