I de kommende dage vil nogen af Danmarks bedste svømmere være samlet til DM i Helsingør Svømmehal.
Af: Dansk Svømmeunion
Det er nogen af landets stærkeste seniorsvømmere, som du kan opleve i intens konkurrence de kommende fire dage i Helsingør Svømmehal, når Dansk Svømmeunion i samarbejde med Helsingør Svømmeklub afholder årets Danmarksmesterskaber på langbane fra torsdag den 11. juli 2019 til og med søndag den 14. juli 2019.
Mere end 400 svømmere fra en bred vifte af landets svømmeklubber er klar ved startskamlerne, når de forskellige DM-titler skal fordeles over de fire konkurrencedage.
Der svømmes hver dag tre afsnit - indledende afsnit, mellemafsnit og finaleafsnit. De indledende afsnit begynder klokken 09.00, mellemafsnittene begynder klokken 12.00, og finaleafsnittene løber af stablen klokken 17.30.
Fokus på både mesterskabstitler og kravtider til den kommende sæson
For en stor del af svømmerne er mesterskabet en ideel mulighed for at løfte deres sportslige niveau på langbane samtidig med, at der er fokus på mesterskabstitlerne og podieplaceringerne – individuelt, i holdkapper og som klub/startfællesskab i den samlede klubkonkurrence. Ved dette års mesterskab afholdes også Juniormesterskaberne i Holdkapper, og der er ingen tvivl om, at hallen vil syde af spænding, når de finder sted i mellemafsnittene.
– I en sommersport som svømning, hvor sæsonen både nationalt og internationalt følges ad frem mod en hovedbegivenhed i enten juli eller august, synes jeg altid, det er interessant at se, hvordan den samlede indsats gennem hele sæsonen kan udmønte sig i ny sportslig udvikling. Det gælder både for de enkelte svømmere, der har investeret oceaner af tid i deres sport, og for de indsatser samt prioriteringer, som klubberne har foretaget i deres træningsmiljø, udtaler Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach.
Derudover vil de bedste af svømmerne også gå efter muligheden for at klare kravtider til næste sæsons landsholdsaktiviteter. Interessant bliver det dermed at se, hvor mange svømmere, der viser potentiale til at svømme i en international kontekst i næste sæson enten på landsholdet (senior) eller ved aktiviteter tilknyttet seniorudviklingsprogrammet Great Danes.
Anerkendelse af svømmernes dual career
For alle svømmere ved DM gælder det, at det er hårdt arbejde at indfri ambitionerne om en svømmekarriere. At kombinere dette med en uddannelse kræver en lige så stor indsats. Udover mesterskabets svømmesportslige perspektiver vil Dansk Svømmeunion derfor igen i år benytte lejligheden til at hædre de DM-svømmere, der netop har afsluttet en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.
– Vi ved fra forskning, at de fleste atleter får mere ud af deres sport, hvis de udretter noget meningsfuldt, såsom at gennemføre en uddannelse, ved siden af sporten. Det er dog en krævende opgave, at kombinere svømmesporten og de medfølgende høje sportslige krav med en kompetencegivende uddannelse. Derfor tjener det efter min mening også til stor inspiration for alle både i og udenfor svømmesporten, når svømmere i samarbejde med ressourcepersonerne i deres klubber lykkes med denne opgave. Det ønsker vi at anerkende og sætte ekstra fokus på, samtidige med at de pågældende DM-svømmere får et officielt bevis for de kompetencer, som de med denne bedrift har demonstreret, lyder det fra Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach.
En såkaldt dual career, hvor high performance svømning og uddannelse kombineres på lige fod, bliver ved dette års DM på Langbane markerer og fejrer forud for finalerne torsdag aften den 11. juli i Helsingør Svømmehal.
Flotte rammer i Helsingør
Dette års medarrangør af DM på langbane er Helsingør Svømmeklub, som i oktober 2017 indgik en partnerskabsaftale med Helsingør Kommune og Dansk Svømmeunion med henblik på, at fremme vilkårene for international high performance og den dertil hørende talentudvikling i dansk svømmesport.
Partnerskabsaftalen mellem Helsingør Kommune, Dansk Svømmeunion samt Helsingør Kommune er en klar forlængelse af den elitesportssatsning, der generelt er i kommunen, som også har indgået et elitekommunesamarbejde med Team Danmark.
– Ved dette års Danmarksmesterskab vil vi sætte fokus på konkurrencesvømmerne. Fokus på det sammenhold, sporten bidrager med, og den positive stemning, som er så vigtig for at skabe et godt træningsmiljø for talentudvikling og for at fastholde talenter i svømmeverden. Det gør vi ved at give ordet til svømmerne og ved at have fokus på at skabe de bedst mulige stævneforhold for svømmerne i Helsingørs flotte svømmehal, fortæller formand i Helsingør Svømmeklub, Lars Heeno Rasmussen.
Følg DM og Helsingør Svømmeklubs fokus på konkurrencesvømmerne under de fire konkurrencedage på klubbens Instagram, hvor der vil være masser af billeder fra den spændende kamp om mesterskabstitlerne.
VM-svømmerne er i Japan
Med lidt mere end 10 dage til VM er det tid til at få de sidste detaljer pudset af og strategierne finjusteret. Derfor er VM-svømmerne i disse dage på forberedende træningslejr i Nagano City i Japan, hvorfor de ikke stiller til start ved dette års Danmarksmesterskaber på langbane.
– Svømmerne har sammen med deres trænere brugt foråret på at opbygge en solid træningsbase og på at udvikle deres færdigheder og kompetencer, derfor ser jeg også frem til to ugers træningslejr, hvor vi i fællesskab skal arbejde for at få helt styr på de sidste detaljer inden VM går i gang den 21. juli, fortæller landstræner Stefan Hansen.
Det er ikke første gang, at de danske svømmere skal på træningsophold i Japan. Tilbage i november 2018 var en mindre del af det danske landshold udtaget til at deltage på en træningslejr i Nagano City, som også vil udgøre rammerne om den OL-forberedende træningslejr næste sommer.
VM-svømmerne er i Japan fra den 7.-18. juli, hvorefter de rejser videre til Gwangju i Sydkorea for at deltage ved VM fra den 21.-28. juli.
Følg Danmarksmesterskaberne via livetiming
Den bedste oplevelse af mesterskaberne opnås naturligvis på tilskuerpladserne i Helsingør Svømmehal, hvor stemningen rigtig kan mærkes, når svømmerne kæmper om topplaceringerne.
Kan det ikke lade sig gøre at møde frem i hallen, er der heldigvis rig mulighed for at følge slagets gang via livetiming samt via streaming på enten SuperLive eller app’en ”LiveTiming”.
Generelt om DM på Langbane
Danmarksmesterskaberne på Langbane afholdes i Helsingør Svømmehal, Borgmester P. Christensensvej 14, 3000 Helsingør, og foregår i perioden torsdag den 11. juli til og med søndag den 14. juli.
Hver dag svømmes der både indledende afsnit, mellemafsnit og finaler. Det indledende afsnit svømmes klokken 9.00, mellemafsnittet klokken 12.00 og finaleafsnittet svømmes klokken 17.30.
Ved årets mesterskaber deltager i alt 465 svømmere fordelt med 218 herrer og 247 damer. Svømmerne, som stiller til start, kommer fra 59 forskellige svømmeklubber.
Oplysninger om DM på Langbane 2019 findes her, mens programmet kan ses her.
Registrering af alt presse under stævnet påkrævet
Pressen har adgang til DM på langbane 2019 efteraftale med Dansk Svømmeunion.
Alt presse skal lade sig registrere hos Dansk Svømmeunions kommunikationskonsulent, Rebecca Hegelund på e-mail: rkh@svoem.dk. Herefter får pressen adgang til stævnet.
For spørgsmål vedrørende seniorsvømmernes kvalifikationer kan landstræner Stefan Hansen kontaktes på sh@svoem.dk.
Tilsvarende kan spørgsmål vedrørende juniorsvømmernes kvalifikationer rettes til talentansvarlig Thomas Stub på ts@svoem.dk
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Rebecca Kim Hegelund
Kommunikationskonsulent
Telefon: 4439 4461
Mobil: 2164 7639
www.svoem.org