Dansk Svømmeunion har indgået aftale om Danish Open og DM Junior i Taastrup Svømmehal.
Af: Rebecca HegelundDansk Svømmeunion har indgået aftale om at afholde Danish Open og DM Junior 2019 i Taastrup Svømmehal.
Årets Danish Open og DM Junior bliver i år afholdt i Taastrup Svømmehal og helt efter planen fra 5.-9. april 2019. Aftalen med Høje Taastrup Kommune om at træde til og hjælpe med afholdelsen af kvalifikationsstævnet er netop faldet på plads i dag torsdag den 21. marts.
– Jeg er utrolig glad for, at Høje Taastrup Kommune med så kort varsel har kunnet give os et tilsagn om, at Danish Open og DM Junior kan afholdes i Taastrup Svømmehal. Vi står i en helt ekstraordinær situation i år, og dansk svømning har derfor haft brug for ekstraordinære løsninger for at svømmerne kan få mulighed for at præstere det, som de har trænet for hele sæsonen. Der skal derfor lyde en stor tak til Høje Taastrup Kommune og alle involverede for den fleksibilitet, velvillighed og entusiasme, de har vist dansk svømning, udtaler sportschef Lars Green Bach.
En løsning, som sætter fokus på svømmernes muligheder for at konkurrere
Med et 50m bassin bestående af 10 baner samt en tilstødende hal med et 25m bassin udgør faciliteterne i Taastrup Svømmehal den nødvendige forudsætning for at kunne afholde Danish Open og DM Junior 2019.
Dette års set-up vil være anderledes end de vanlige og tilpasset de rammer, der er i Taastrup Svømmehal. Der vil blandt andet være live streaming som den bedste mulighed for at følge svømmerne på tætteste hold.
– Vi vil først og fremmest have fokus på at skabe nogle rammer, som sportsligt og sundhedsmæssigt sikrer svømmerne muligheden for at svømme stærkt. Vi vil derfor også opleve et set-up, som er anderledes end det, som vi kender fra tidligere. Blandt andet må vi begrænse adgangen til selve konkurrencebassinnet af hensyn til de rammer, der er i svømmehallen. Det er naturligvis rigtigt ærgerligt for alle de svømmefans, som gerne ville have fulgt konkurrencerne live. Men prioriteringen må først og fremmest gælde svømmernes muligheder for at præstere, fortæller Lars Green Bach.
Dansk Svømmeunion informerede onsdag om beslutningen vedrørende at flytte Danish Open og DM Junior væk fra Bellahøj Svømmestadion, idet der er fundet bakterier og skimmelsvamp i gulvbelægningen. Det er således den bagvedliggende årsag til Dansk Svømmeunions svære beslutning.
Dansk Svømmeunion takker for den store forståelse og opbakning, der er tilgået unionen det seneste døgn fra både samarbejdspartnere og svømmeklubber. Samtidig skal der også lyde en tak til de mange svømmeklubber og -haller rundt om i hele landet, som har tilbudt at afholde Danish Open og DM Junior. Det er den slags støtte og sammenhold i SvømmeDanmark, der gør det muligt fortsat at gennemføre Danish Open og DM Junior 2019 og dermed sikre, at de mange tilmeldte svømmere kan få lov til at konkurrere ved det der, for mange af dem, må betegnes som årets nationale højdepunkt.
For spørgsmål og kommentarer henvises til nedenstående i Dansk Svømmeunion:
Sportschef Lars Green Bach, mobil: 29 20 61 60, e-mail: lgb@svoem.dk
Kommunikationskonsulent Rebecca Hegelund, mobil: 21 64 76 39, e-mail: rkh@svoem.dk