Samarbejdet ml. DGI og Dansk Svømmeunion indledes tirsdag 5. februar med kick off i Vingsted.
Af: Nora Thomsen
Bevæg dig for livet-svømning er et samarbejdsprojekt mellem DGI Svømning, Dansk Svømmeunion og DIF, som har til formål at få flere voksne medlemmer i de danske svømmeklubber samt aktivere flere voksne motionister i svømning. Projektet udspringer af DIF og DGI’s overordnede vision om at 50% af danskerne skal være idrætsaktive i en forening og 75% af danskerne skal være idrætsaktive i 2025.
Tirsdag samles konsulenter fra både DGI Svømning og Dansk Svømmeunion i Vingsted og tager fat på det fælles projekt.
Indsatserne inden for svømning tager udgangspunkt i allerede eksisterende koncepter i DGI Svømning og Dansk Svømmeunion.
I forhold til at få flere medlemmer i foreningerne satses der således på DGI Svømnings udviklingsforløb ”Voksne i Vand” med fokus på Aqua Fitness, svømning, åbent vand og livsstilsforløb, mens der satses på åbent vand events, træningskonceptet ”Crawlfit og uddannelse af voksenundervisere med udgangspunkt i Dansk Svømmeunion Start2Crawl kursus.
Derudover satses på åbent hus konceptet Swim week og Open Water week for at tiltrække flere medlemmer til svømmeklubberne og uddannelse inden for åbent vand undervisning og sikkerhed i åbent vand.
I første omgang er det vigtigt at få klubberne som medspillere på projektet, hvis målsætningen om flere voksenmedlemmer skal nås, men derudover ligger der en stor opgave i at række ud efter eksterne interessenter som for eksempel svømmehallerne, som er en vigtig medspiller i forhold til at tiltrække voksenmotionisterne.
Nu tages det første fælles skridt på rejsen, som varer frem til og med 2021. Om dagens program fortæller udviklingskonsulent Caroline Kleemann:
- Først og fremmest skal dagen bruges på at få DGI svømmekonsulenterne og konsulenterne fra Dansk Svømmeunion med om bord på projektet og få alle til at tage ejerskab. Uden konsulenternes arbejde når vi nemlig ikke målsætningen om flere voksenmotionister inden for svømning. En stor del af programmet omhandler Bevæg dig for livet svømnings indsatser og målsætninger, samt et fokus på hvordan vi lykkes med et succesfuldt samarbejde på tværs af DGI og Dansk Svømmeunion. Dagen vil derfor også bestå af teambuildings øvelser og socialt samvær. Det er nemlig vigtigt, at vi står sammen om at løse den fælles udfordring, der ligger i at nå målsætningen om flere aktive voksenmotionister inden for svømning.
En spændende dag venter i Vingsted. Det bliver helt sikkert starten på en masse gode initiativer til gavn og glæde for foreningslivet og målgruppen voksne i befolkningen.
For yderligere information om Bevæg dig for livet - Svømning, kan du kontakte:
Henrik Hansen, mail: henrik.hansen@dgi.dk eller
Morten Hinnerup, mail: moh@svoem.dk
Du kan også gå på www.bevægdigforlivet.dk/svømning