Sammen med to andre kandidater er svømmeklubben indstillet til prisen af DGI.
Af: Nora Thomsen
Når Kulturministerens Idrætspris 2018 overrækkes ved en reception den 10. december i København, vil Hovedstadens Svømmeklub være blandt de nominerede til den ærefulde pris og de medfølgende 100.000 kroner.
Landets største svømmeklub er blandt tre kandidater som DGI har valgt at indstille til prisen.
Også andre organisationer kan indstille kandidater, der både kan være atleter, trænere, ledere med mere. Der vil således være flere spændte nominerede kandidater i spil til prisen, men i Dansk Svømmeunion synes vi naturligvis at Hovedstadens Svømmeklub er et oplagt bud på en vinder.
Klubben har stået bag stribevis af gode og vigtige initiativer i årets løb og vil uden tvivl være en værdig modtager til prisen. I indstillingen fremhæves blandt andet klubbens succes med at få nye målgrupper til at vælge svømning som aktivitet. Også succesfulde svømmehold for aldersgruppen 60+ er blandt et af klubbens nyere tiltag, som ligeledes er taget flot imod.
Læs mere om DGI's argumenter for at pege på Hovedstadens Svømmeklub som kandidat til prisen her.