0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Vejle samler hovedparten af Danmarks stærkeste svømmere til DMK 1.-4. november

31-10-2018

Svømmere fra 47 danske klubber har meldt deres ankomst ved DM på kortbane i DGI Huset Vejle.

Af: Nora Thomsen

Har du lyst til at opleve nogle af Danmarks stærkeste seniorsvømmere i intern konkurrence om DM-kortbane titler? Så får du chancen fra i morgen, torsdag den 1. november, til og med søndag den 4. november i DGI Huset Vejle. Her afholder Dansk Svømmeunion i samarbejde med Vejle Svømmeklub Danmarksmesterskaber på kortbane 2018 i åben klasse.

Cirka 260 svømmere fra en bred vifte af landets klubber vil være klar ved startskamlerne over de fire konkurrencedage.

Fokus på både mesterskabstitler og international udvikling
For rigtig mange af svømmerne er mesterskabet en ideel mulighed for at løfte deres sportslige niveau på kortbane samtidig med, at der er fokus på mesterskabsplaceringerne, hvor der vil være en intens konkurrence om først og fremmest podieplaceringerne – individuelt, i holdkapper og som klub/startfællesskab i den samlede klubkonkurrence.

Derudover vil en gruppe af de bedste af svømmerne i alderen 17-20 også have mulighed for at forstærke deres udvikling i et internationalt perspektiv ved at gå efter kravtider til NM på kortbane, som afholdes i finske Oulu i perioden 7.-9. december.

Op til otte svømmere vil blive udtaget i forlængelse af DMK til at repræsentere Danmark ved mesterskabernes seniorkonkurrence.
Udtagelserne foretages af landstræner Dean Boles og det forventes, at holdet vil blive præsenteret søndag aften i DGI Huset Vejle i direkte forlængelse af DMK.

Kravtider til NM


Tre EM-profiler deltager ikke i DM
Tre af sommerens profiler fra EM på langbane i Glasgow vil imidlertid ikke være at finde i bassinet i DGI Huset Vejle i denne ombæring. Pernille Blume, Emilie Beckmann og Anton Ørskov Ipsen er alle forhindret i at deltage på grund af andre prioriteringer dette efterår. Pernille Blume på grund af deltagelse i FINA Swimming World Cup i Beijing, Emilie Beckmand på grund af prioritering af uddannelse og eksamen på statskundskabsstudiet i København, og Anton Ørskov Ipsen på grund af træning og konkurrence i USA, hvor han til dagligt bor og studerer.

Til gengæld kan tilskuerne i DGI Huset Vejle glæde sig over et gensyn med en erfaren kending. En af Danmarks gennem tiderne mest vindende internationale atlet, Jeanette Ottesen, er nemlig tilbage ved kortbanemesterskaberne efter en pause herfra på grund af graviditet og barsel.

Program for DM på kortbane 2018
Danmarksmesterskaberne på kortbane 2018 afholdes i DGI Huset Vejle (Willy Sørensens Plads 5, 7100 Vejle) torsdag – søndag den 1.-4. november.
Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00.

Startliste til DM kortbane

Følg mesterskaberne via livetiming
Den bedste oplevelse af mesterskaberne opnår du naturligvis ved at møde op i DGI Huset Vejle og mærke stemningen, når der kæmpes om opnåelse af kravtider og topplaceringer. Kan det ikke lade sig gøre, er der dog også den mulighed at følge slagets gang via livetiming samt via streaming på SuperLive (enten via livetiming.dk eller app’en ”LiveTiming”).

Der er fri adgang til mesterskaberne i DGI Huset Vejle. Kig’ forbi og oplev dansk elitesvømning, når det er allerbedst.

Presseakkreditering påkrævet under DM på kortbane
Alt presse skal akkrediteres ved ankomst til svømmehallen (journalister og fotografer). Dette sker ved henvendelse i sekretariatet, hvor Dansk Svømmeunion vil tildele akkrediteringer.

Kontaktpersoner
Under DM på kortbane er stævnets lokale kontaktperson formand for Vejle Svømmeklub Lars Hededal, mobil: 30 80 02 18.

Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60.
Presseakkrediterings-spørgsmål kan rettes til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlig, Nora Thomsen, på mobil: 21 49 09 37.

DM på kortbane afholdes i samarbejde mellem Vejle Svømmeklub og Dansk Svømmeunion.


Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937

www.svoem.org


 






Cookieindstillinger