0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

LivredderAkademi 2018 - igen en succes

19-09-2018

Årets LivredderAkademi var en succes

Af: Helen Witt Qvist

Tre intense dage i Køge Bugt Strandpark, på Fisketorvets Havnebad og på TrygFonden Kystlivrednings Uddannelsescenter dannede rammen for 20 unge svømmeskoleinstruktører fra elleve forskellige klubber, på årets LivredderAkademi hos Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning.

 

 

Masser af aktivitet på årets LivredderAkademi på Ishøj Strand

 

LivredderAkademi – hvad er det, og hvem kan deltage?

Det er anden gang Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning afholder LivredderAkademi. Første gang akademiet blev afholdt, var i sommeren 2017. Her var der god tilslutning (16 deltagere fra elleve klubber), høj stemning og ikke mindst med nogle akademister, som havde haft en fantastisk oplevelse og glædede sig til at komme tilbage i deres klubber og lave livredningsøvelser med deres svømmeskoleelever. På baggrund af succesen forrige sommer var der ikke tvivl hos Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning om, at LivredderAkademiet også skulle afholdes i sommeren 2018.

Formålet med Akademiet er, at deltagerne introduceres til et intensivt livredningsforløb, så svømmeklub og undervisere i fællesskab kan iværksætte og udvikle livredningsaktiviteter hjemme i klubben efterfølgende. På den måde vil mange børn i klubberne få kendskab til livredningsøvelser, som kan anvendes, hvis de en dag skulle stå i en situation, hvor der er behov for at livredde andre.

Alle svømmeklubber, der er medlem af Dansk Svømmeunion, kan tilmelde deres svømmeinstruktører til LivredderAkademiet. Deltageren skal være fyldt 16 år, have gennemført Svømningens Grunduddannelse eller tilsvarende og have en gyldig Bassinlivredder- eller Underviserprøve. Vigtigt er også, at deltageren er glad for vand og ikke mindst har lyst til at arbejde videre med undervisning i livredning. Det koster ca. 2.500 kr. pr. deltager.

 

Hvad sker der på LivredderAkademiet?

Akademisterne kommer igennem følgende:

  • Teambuilding
  • Lærer om de forskellige elementer i konkurrencelivredning
  • Kommer i praktik som livredder på stranden
  • Lærer om forskellige forhold på de danske strande – fx at spotte et revlehul
  • Deltager i redningsscenarier
  • Lærer livredderpsyke, hvor det gælder om at være skarp, når det gælder
  • Prøver fridykning, rescue board, redningstorpedoer og sejlads i en livredderbåd
  • Lærer livredningsøvelser i bassin (Fisketorvets Havnebad)
  • Deltager i et 4 timers førstehjælpskursus, herunder genoplivning med hjertestarter (får ERC BLS/AED provider certifikat)
  • Aflægger Åbent-vand Underviserprøve

 

Akademisterne får også udstyr med hjem fra Akademiet og vil således være klar til at lave øvelser med deres hold, når de begynder efter sommeren. Hver klub får to rescueboards, to redningstorpedoer og to redningskranse med hjem fra Akademiet.

Hermed kommer LivredderAkademisterne tilbage til svømmeklubberne med masser af nyerhvervede kompetencer og udstyr, der skal sættes i spil i samarbejde med klubbens ledelse. For at give akademister og klubberne de bedste forudsætninger for at komme godt i gang, besøger en af LivredderAkademiets instruktører og klubbens kontaktperson fra Dansk Svømmeunion, svømmeklubben i efteråret. Klubbesøget har til formål at hjælpe klubberne og akademisterne godt på vej i deres arbejde med livredning.

Yderligere inviterer Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning til LivredderAkademi samling om foråret, hvor både akademister og ledere fra klubberne deltager. På samlingen får akademisterne et brush up på deres færdigheder og får ligeledes mulighed for at vise, hvad de har arbejdet med i de måneder, der er gået. Lederne får lejlighed til at dele erfaringer med hinanden og de ansvarlige medarbejdere i Svømmeunionen og TrygFonden Kystlivredning.

 

Hvorfor er LivredderAkademiet og svømmeklubberne vigtige?

Livredning optræder i forskellige sammenhæng. Det er et job, der fx udføres af TrygFonden Kystlivrednings livreddere om sommeren på stranden. Det er en sportsgren, hvor der konkurreres både i bassin og i åbent vand. Og sidst, men ikke mindst er det en færdighed, som kan gøre en forskel på liv eller død.

LivredderAkademiet har en central rolle i den sammenhæng, da det er her, de unge svømmeinstruktører får sået deres færdigheder og lyst til at lære noget livsvigtigt videre. De danske svømmeklubber er her en uvurderlig vigtig samarbejdspartner for Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning. Klubberne kan nemlig med deres videreformidling af livredningsøvelserne få udbredt evnen til at redde liv i vand til et meget stort antal af deres medlemmer. Klubberne kommer hermed til at bidrage med at løfte endnu en samfundsmæssig vigtig opgave, da de, udover at lære mange at svømme, nu også understøtter evnen til at passe på andre i vand.

 

Livredningskulturen er godt i gang

Selvom LivredderAkademiet ikke har været i gang i en lang årrække, har det allerede båret frugt i form af flere børn, som deltager i livredningsmesterskaber. Ved dette års DM i Havlivredning, som fandt sted på Bellevue Strand 1. september, var der stor deltagelse af børn, der ville prøve kræfter med livredning som en sportsgren. En del af de børn kom blandt andet fra svømmeklubber eller livredningsklubber (Lolland Falster Livredderklub, Sigma Swim og Vejle Svømmeklub Triton), hvor deres instruktører har været på LivredderAkademi. Yderligere var der børn fra Gentofte og Gladsaxe Svømmeklub, som havde en fornøjelig dag ved DM i Havlivredning.

 

Seje livredderbørn konkurrerede ved årets DM i Havlivredning ppå Bellevue Strand

 

Respekt for vand og LivredderAkademiet

TrygFonden, Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning har et tæt samarbejde omkring respekt for vand. En udbredelse af livredningskulturen i Danmark danner en solid grobund for at nå en målsætning om, at flere mennesker i Danmark over tid bliver i stand til at redde sig selv og andre i vand.

 

Der vil være åbent for tilmelding til LivredderAkademi 2019 i første del af året.


 






Cookieindstillinger