For fjerde gang afholdes LEN Europa Cup i åbent vand-svømning i København.
Af: Nora Thomsen
For fjerde gang vil kanalerne rundt om Slotsholmen i København lægge vand til en LEN Europa Cup i åbent vand-svømning, når Dansk Svømmeunion og Københavns Kommune sender 33 europæiske top-svømmere ud på en i alt seks kilometer lang åbent vand-distance.
Det er det femte afsnit af i alt seks afsnit, som LEN (Det europæiske svømmeforbund) er overordnet arrangør af, der på lørdag afholdes i København.
1. afsnit: 25. marts – Eilat/Israel
2. afsnit: 31. maj – Gravelines/Frankrig
3. afsnit: 30. juni – Barcelona/Spanien
4. afsnit: 28. juli – Navia/Spanien
5. afsnit: 25. august – København/Danmark
6. afsnit: 9. september – Bled/Slovenien
De deltagende svømmere i femte afsnit på lørdag kommer fra følgende otte nationer:
Rusland, Italien, Sverige, Tyrkiet, Israel, Ungarn, Tyskland og Danmark.
Blandt de absolut stærkeste profiler er den ungarske svømmer, Kristóf Rasovszky, som ved de nyligt afsluttede Europamesterskaber i åbent vand i Glasgow vandt guld på 25 kilometer og fem kilometer distancerne samt sølv på 10 kilometer distancen.
Danmarks hold er på i alt seks svømmere: Frederik Jessen (Lyseng IF), Mads Holm (Nakskov Svømme Klub), Peter Mandrup Madsen (AGF Svømning), Anna Brendstrup (JGI/A6), Jackie Gade (Aalborg Svømmeklub) og Lærke Toft Ruby (JGI/A6).
LEN Europa Cup 2018 skyder det store motionsevent TrygFonden Christiansborg Rundt i gang, hvor mere end 4300 deltagere skal svømme to kilometer eller 500 meter på den samme rute som elitesvømmerne.
Direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, er glad for at LEN Europa Cuppen endnu engang afholdes på dansk grund:
- Vi er meget stolte over, at Dansk Svømmeunion i samarbejde med Københavns Kommune endnu engang er vært for en LEN Europa Cup i åbent vand, som en del af vores store svømmefest TrygFonden Christiansborg Rundt. Det er en fornøjelse at opleve den voksende interesse for svømning i åbent vand både i Danmark men også i Europa generelt. Med begivenheden TrygFonden Christiansborg Rundt ønsker vi at vise, at svømning i åbent vand er en attraktiv sport for svømmere på alle niveauer, fortæller Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion.
Begivenheden afholdes i samarbejde med Københavns Kommune, som udgør en vigtig partner i arbejdet for at skabe de optimale rammer for en stor åbent vand-svømmefest som den, vi alle kan glæde os til at opleve på lørdag – og det gælder både for deltagerne og for tilskuerne.
- Det er en fornøjelse, når havnen for alvor bliver brugt. Svømning i åbent vand er en fantastisk måde at bruge bynaturen på. Og det er arrangementer som dette, der gør København til det, byen er: Åben, aktiv og i bevægelse, siger kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld.
Resultaterne af LEN Europa Cup bliver offentliggjort på www.len.eu
Resultaterne vil ligeledes være at finde på Sportstiming som en fane under eventen TrygFonden Christiansborg Rundt
LEN Europa Cup 2018 bliver livestreamet og kan følges på http://copenhagenswim.com/
Se deltagerlisten og uddybende informationer om deltagerne i LEN Europa Cup 2018 i København her.
Hvor og hvornår?
LEN Europa Cup 2018 i København afholdes lørdag den 25. august med start klokken 08.30 for herrerne og start klokken 08.35 for damerne.
Turen rundt om Christiansborg er på i alt to kilometer. Således skal svømmerne tilbagelægge tre runder før de er i mål på seks kilometer distancen.
Start- og målområde er ud for Den Sorte Diamant ved Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K.
Der vil være præmieoverrækkelse på pladsen klokken 10.30.
Til pressen
Alt pressehenvendelse i forbindelse med LEN Europa Cup 2018 og TrygFonden Christiansborg Rundt bedes rettet til:
Nora Thomsen, kommunikationsansvarlig i Dansk Svømmeunion, mobil: 21 49 09 37.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
www.svoem.org