Holdkapmedalje til Danmark
Af: Ane Rønn JohanssonVed det allersidste løb ved EM i Dublin lykkedes det at sikre Danmarks første internationale holdkapmedalje nogensinde i parasvømning, da Louise Bast Aaby, Laura Martens Christensen, Mie Trothe og Amalie Vinther sikrede sig bronze i 4x100 m medley.
De danske parasvømmere fik en drømmeafslutning på EM i Dublin, da de i stævnets allersidste løb sikrede sig Danmarks første internationale holdkapmedalje nogensinde. Det skete, da det danske hold bestående af rutinerede Amalie Vinther, Laura Martens Christensen og de to debutanter Louise Bast Aaby og Mie Trothe svømmede bronzemedaljen hjem i tiden 5.50,62 - kun overgået af Storbritannien, der tog guldet, og Spanien, der tog sølvmedaljerne.
Det glædede naturligvis landstræner Bjarne Kragh:
– Det er virkelig flot. Pigerne ydede en fremragende holdindsats og viste en stærk fightervilje her på stævnets sidste dag, lød hans umiddelbare vurdering efter løbet.
Flot dansk EM
Og det er i det hele taget en tilfreds dansk landstræner, der kan gøre status på EM, hvor i alt fem kvindelige danske parasvømmere var udtaget – heraf tre mesterskabsdebutanter. Da der desuden netop er foretaget væsentlige ændringer i klassifikationssystemet (svømmerne inddeles i forskellige klasser alt efter deres funktionsnedsættelse, red.), var det på forhånd vanskeligt at vurdere de danske chancer så præcist som tidligere. Men heldigvis bar den gode forberedelse frugt:
- Vi er inde i en meget positiv fremgang og udvikling. Vi er repræsenteret i 17 finaler ud af 27 starter, og pigerne tager to bronzemedaljer og sætter ni nye danske rekorder. Det er tydeligt, at den nye klassifikationen har haft betydning, men det kan vi ikke gøre noget ved. Det er bare at se fremad, og med to mesterskabsdebutanter på holdet tegner fremtiden lys, lød evalueringen fra Bjarne Kragh.
Tidligere på ugen vandt Amalie Vinther bronze i favoritdisciplinen 400 m fri i tiden 5.10,02 - 10,51 sekunder efter vinderen, italienske Xenia Francesca Palazzo, der vandt guld i tiden 4.59,51, mens franske Claire Supiot sikrede sig sølv i tiden 5.04,81.
Omkring 400 svømmere fra 37 lande deltog ved EM i parasvømning i National Aquatics Centre i Dublin.
Find alle resultater og læs mere om EM på her
Fra venstre: Amalie Vinther, Louise Bast Aaby, Laura Martens Christensen og Mie Trothe