Afsløringen fandt sted ved Københavns Kongres & Event Award på Københavns Rådhus onsdag.
Af: Nora Thomsen
København er hvert år vært for stribevis af store kongresser og sportsevents. Begivenheder, som typisk løftes af en dansk vært i tæt samarbejde med en række partnere. Nogle af disse bliver hvert år nominerede til priser inden for forskellige kategorier ved eventen Københavns Kongres & Event Award, som arrangeres af Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune.
EM i Svømning 2017 optrådte sammen med to andre nominerede i kategorien ”Årets bedste sportsevent” – og blev altså her vinderen af den flotte pris.
Det var en sportsjury bestående af repræsentanter, der er eksperter inden for tiltrækning, udvikling eller afvikling af internationale sportevents, der stod bag beslutningen om at EM i Svømning 2017 fortjente at vinde den flotte pris.
Juryens begrundelse lød: Royal Arena dannede rammerne om et internationalt mesterskab, der tiltrak mere end 35.000 mennesker over fem dage. Ikke nok med at det var 10.000 flere mennesker end forventet, så var 16 procent af tilskuerne fra udlandet. Arenaen blev indviet som international sportsarena og fik vist sig fra sin bedste og mest fleksible side. Det var en ekstraordinær eventproduktion, der vil tjene som best case for mange fremtidige værtskaber i København og for de danske specialforbund.
Modtagere af den flotte pris på Københavns Rådhus onsdag aften. Fra venstre: Mads Bang Aaen (EM-eventchef), Tilde Kjær Kristensen (EM-konsulent), Niko Grünfeld (kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune), Allan Nyhus (bestyrelsesmedlem, Dansk Svømmeunion), Nora Thomsen (kommunikationsansvarlig, Dansk Svømmeunion). Foto: Lasse Lundberg Andreasen.
I Dansk Svømmeunion modtages prisen med stor glæde og stolthed:
- Det har været en stor glæde for os at kunne give vores svømmere og hele SvømmeDanmark hjemmebane ved EM 2017 i den fantastisk smukke Royal Arena. Da de fem stævnedage var afsluttede, så vi tilbage på en fabelagtig oplevelse med enorm opbakning fra hele SvømmeDanmark. At det så nu også udmønter sig i den fornemme hæder ”Årets bedste sportsevent” er en dejlig overraskelse, som jeg og Dansk Svømmeunion er meget stolte over at modtage. I den forbindelse vil jeg sige tak til vores samarbejdspartnere på eventen, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub. Og tak til de mange frivillige ildsjæle, som gjorde, at alle detaljer i afviklingen af så stor en event, lykkedes så flot, som tilfældet er. Vores frivillige kræfters betydning er i sådan en sammenhæng helt uvurderlig. Og endelige også tak til den fagjury, der har peget på vores event som årets bedste i København, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.
En anden af eventens partnere, Sport Event Denmark, udtrykker ligeledes både glæde og tilfredshed med prisen:
- Med EM i svømning tog vi springet ind i Royal Arena med store, internationale sportsevents. EM’et var den allerførste sportevent, som blev afviklet i arenaen af Dansk Svømmeunion, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, Region Hovedstaden og Sport Event Denmark. Som juryen også noterede sig, da de gav prisen til EM i Svømning, så var det en event, som tjener som best case i alle henseender. Lige nu er vandet ved at fryse til is så vi i næste uge kan invitere til endnu en kæmpe oplevelse i Royal Arena med VM i ishockey. Jeg vil også benytte lejligheden til at ønske de to øvrige kandidater i kategorien tillykke med nomineringen. Det er også to fantastiske events, som Sport Event Denmark ligeledes har støttet, siger Lars Lundov, som er direktør i Sport Event Denmark.
Hos samarbejdspartneren Region Hovedstaden er der stolthed over at have støttet den spektakulære sportsbegivenhed:
- Det er fuldt fortjent, at EM i Svømning 2017 er blevet kåret som vinder af ”Årets bedste sportsevent” i 2017. Royal Arena var i fem dage omdannet til et verdensklasse svømmestadion med en fantastisk atmosfære. EM i Svømning har flot sat Royal Arena og Greater Copenhagen på sportens verdenskort, og jeg er rigtig stolt af, at Region Hovedstaden sammen med Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen, har støttet op om sådan en spektakulær sportsbegivenhed, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
EM i Svømning 2017 blev afholdt i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub for det europæiske svømmeforbund, LEN.
EM i Svømning 2017 i tal
40 europamestre
47 deltagende nationer
To verdensrekorder
Fire europarekorder
700 svømmere
50 officials
500 frivillige
150 mediefolk
Flere end 35,000 solgte billetter
70 sideevents – herunder Getting Europe Swimming Safely – lancering af et nyt europæisk projekt
De øvrige nominerede i kategorien ”Årets bedste sportsevent” var:
- Dansk Surf & Rafting Forbund, Friends of Cold Hawaii, Copenhagen Watersports – ISA Word SUP & Paddleboard Championship 2017
- A. Sports - Swoop Freestyle FAI World Championships.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937