Fredag takkede Stig Bock af som formand for Silkeborg Svømmeklub efter 22 år på posten.
Silkeborg Svømmeklubs formand gennem 22 år, Stig Bock, har valgt at stoppe på formandsposten i år. Derfor blev der i dag, fredag, afholdt afskedsreception i Silkeborg Svømmeklubs klubhus.
Samtidig med at Stig har besluttet at stoppe som formand, har hustruen Pia valgt at gå på pension fra jobbet som administrativ medarbejder i klubben. Derfor var fredagens afskedsreception både for Stig og Pia Bock.
Som frivillig ildsjæl og formand gennem 22 år i Silkeborg Svømmeklub har Stig Bock gjort en helt fantastisk flot indsats i klubmiljøet. En indsats, som fortjener stor anerkendelse. Derfor var Dansk Svømmeunions formand, Kjeld Egebo Larsen, mødt op til receptionen i Silkeborg fredag, hvor han overrakte Stig unionens æresbevis.
I talen til Stig Bock nævnte Kjeld Egebo Larsen blandt andet, at Stig altid har været en stærk forhandler med rigtig god sans for det politiske arbejde. Stig er om nogen årsagen til, at der i dag ligger et flot klubhus på Nylandsvej, som er klubbens eget hus. Kjeld Egebo Larsen nævnte også, at Stig har arbejdet hårdt for at få nye svømmefaciliteter i Silkeborg i mange år.
Klubben er vokset flot gennem Stigs formandsperiode. Også dette nævntes i talen, hvor det lød, at Stig også har været med til at skabe en stor medlemsfremgang, så der nu er mere end 2000 medlemmer i Silkeborg Svømmeklub.
Stig Bock har prøvet alt i klubben - lige fra håndtering af starter-funktionen til speaker ved stævner og chauffør, når klubbens medlemmer skulle på træningslejre. De senere år har Stig også løst mange lavpraktiske opgaver eksempelvis i form af vedligehold af klubhuset.
Sammen med sin hustru, Pia, har Stig sat et flot og imponerende aftryk i Silkeborg Svømmeklub og forlader klubben på et tidspunkt, hvor klubben befinder sig midt i en positiv udvikling.
Stig Bock modtog Dansk Svømmeunions æresbevis med glæde.
Stig Bock (t.h.) sammen med Pia Bock og formand for Dansk Svømmeunion, Kjeld Egebo Larsen.
SVØM æresbevis udgør den højest opnåelige udmærkelse for alle engagerede inden for svømmesporten i SVØM. Denne udmærkelse er en forudsætning for en eventuel modtagelse af DIF-ærestegn. Det er en påskønnelse til personer, der har ydet en særlig indsats for svømmesporten.
Se oversigt over tidligere modtagere af SVØMs æresbevis her.