0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Leg med Blop

17-01-2018

Projekt 'Alle skal lære at svømme' lancerer et nyt forælder- og småbørnsmateriale i arbejdet for at styrke danskernes svømmefærdigheder.

Af: Tobias Marling

Dansk Svømmeunion har udviklet småbørnsmaterialet ’Leg med Blop’, som er en samling af 64 simple øvelser, der tager udgangspunkt i leg og nærvær, når de yngste skal vænnes til at være i vandet og derved blive klar til at lære at svømme.

 

’Leg med Blop’ er skabt som en del Dansk Svømmeunions og TrygFondens fælles projekt "Alle skal lære at svømme" og er udviklet i samarbejde med dygtige undervisere, med ønsket om at give flere forældre og deres børn i alderen 2-5 år, inspiration til gode øvelser og aktiviteter i svømmehallen.

 

En web-applikation

’Leg med Blop’ er designet som en web-applikation til smartphones med videoer og beskrivelser af alle 64 øvelser. Alt sammen frit tilgængeligt på legmedblop.dk, så det kan bruges af både forældre, instruktører i svømmeskolen og andre interesserede. Web-applikationen fungerer ved at man søger på hjemmesiden legmedblop.dk i browseren og herefter har man mulighed for at gemme den på sin smartphones hjemmeskærm. Så vil ’Blop’ fremgå ved siden af ens andre app’s, hvorfra man kan logge sig ind i sit personlige brugerunivers, oprette sine børn og følge deres udvikling.

 

 

’Leg med Blop’ i svømmehallen

Til webapplikationen er der udviklet et fysisk svømmehalsmateriale, der over det næste halve år, vil blive testet i 10 svømmehaller rundt om i landet. Det betyder at svømmehallens gæster får adgang til småbørnsmaterialet og de tilhørende aktivitetsark, når de besøger svømmehallen i den offentlige åbningstid. På aktivitetsarkene er de samme øvelser, som man finder i webapplikationen på legmedblop.dk.

 

’Leg med Blop’ er lavet således at webapplikationen fungerer uafhængigt af svømmehalsmaterialet og kan derfor også bruges i svømmehaller, hvor der ikke er et fysisk svømmehalsmateriale. Håbet er at ’Leg med Blop’ på sigt vil være at finde i endnu flere svømmehaller rundt om i Danmark.

 

Find den nærmeste svømmeklub med ’Leg med Blop’

Efter lanceringen af legmedblop.dk bliver der implementeret en funktion i webapplikationen, som gør det muligt for brugerne at finde en svømmeklub nær dem, hvor deres børn kan lære at svømme. Dansk Svømmeunion ønsker med den funktion at bygge bro mellem forældre og svømmeklub, så børnene får endnu en naturlig vej ind i svømmeklubben.

 

Brug ’Leg med Blop’ i svømmeklubben

Dansk Svømmeunion håber, at I som svømmeklub vil tage godt imod ’Leg med Blop’ og at I vil bruge det nye småbørnsmateriale til eksempelvis at udbygge jeres tilbud til forældre og deres børn i aldersgruppen 2-5 år, ligesom at svømmeklubbens instruktører let kan finde inspiration i ’Blop’-materialet. Webapplikationen giver forældre og børn mulighed for at se øvelserne derhjemme inden turen går i svømmehallen samt følge med I, hvor langt de er nået.

 

Svømmeklubber der har undervisning i svømmehaller, hvor ’Leg med Blop’ er, kan benytte svømmehalsmaterialet.

 

Find ’Leg med Blop’ i disse svømmehaller

  • Glostrup Svømmehal
  • Ishøj Svømmehal
  • Valby Vandkulturhus
  • Frederiksværk Svømmehal
  • Maribo Svømmehal
  • Nakskov Svømmecenter
  • Grenå Svømmehal
  • Hinnerup-Badet
  • Svømmestadion Danmark Esbjerg
  • Svømmeland Nørresundby


Hvis du har spørgsmål til ’Leg med Blop’, er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion Tobias Marling på tlf. 5166 3982 eller tm@svoem.dk.