I Hillerød Svømmeklub kan børnene mere end at svømme – de øver sig også på at redde liv!
Af: Helen Witt Qvist
Foto: Helen Witt Qvist
Livredning som en færdighed
Den nordsjællandske svømmeklub har masser af børn, som er gode til at svømme. Både i svømmeskolen og på klubbens konkurrencehold. Så der er ingen tvivl om, at evnen til at bevæge sig i vandet er i top. Men klubben har planer ud over det, og derfor har de iværksat en plan om, at livredningsøvelser også skal være en del af klubbens program.
Livredning er også en målsætning i Dansk Svømmeunion
Hillerød Svømmeklub er ikke ene om deres beslutning. Dansk Svømmeunion har det som en politisk målsætning, at livredning skal udbredes til at en færdighed på linje med, at kunne svømme. Og hvorfor så det? Pia Holmen der er direktør i Dansk Svømmeunion udtaler:
- Vi er et land der er omgivet af vand. Alle mulige former for aktiviteter i vand, bliver mere og mere udbredte. Alt sammen noget som er yderst positivt, men det er dog også nødvendigt at tænke på sikkerheden i denne sammenhæng. Og her kommer evnen til at kunne redde sig selv, og andre ind som en vigtig evne.
TrygFonden Kystlivredning og Livredderne
TrygFonden Kystlivredning, der er et mangeårigt samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og TrygFonden, har udover deres livredderbemandede tårne 35 steder i Danmark, også fokus på at kendskabet til livredning skal udbredes. Et tiltag i den retning er blandt andet DR ULTRA serien ”Livredderne” som er et program for børn og unge. Anders Myrhøj, der er drifts- og sekretariatschef i TrygFonden Kystlivredning udtaler at:
- Hensigten med programmet er, udover at det er til stor underholdning, at vise børn og unge, at de som alle andre kan lære livredning, og på den måde gøre en kæmpe forskel for sig selv og andre.
Udover serien er der udviklet en app, som blandt andet giver viden om livredning og forholdene langs de danske kyster. Der er også udarbejdet diplomet ”LivredderDysten” med 5 enkle og sjove livredningsøvelser. Diplomet kan bruges af alle – og herunder fx i svømmeklubbernes undervisning.
Bestil diplom, her
LivredderDysten og Hillerød Svømmeklub
Den chance har Hillerød Svømmeklub grebet ved at bestille 400 diplomer. Ulla Hobert, der er svømmeskoleleder i Hillerød Svømmeklub, har bestilt de mange diplomer med henblik på, at klubbens børn kan prøve noget andet end de plejer. Ulla Hobert udtaler:
- Hvorfor ikke prøve noget, som måske kan vække børnenes interesse for livredning. De kan allerede passe på sig selv i det våde element, men tænk hvis de fx også kan hjælpe en kammerat, der er i nød i vandet? Det ville være skønt, hvis vi som klub har bidraget til det.
Foto: Helen Witt Qvist
Udbredelse af livredning som en færdighed i Danmark
Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at få vakt interessen for livredning hos børn og unge, da det mange gange er færdigheder man lærer i barn- og ungdommen, som bider sig fast og bliver en del af ens personlighed. Det skal dog ikke afholde voksne for også at kaste sig over livredning. Flere svømmeklubber har livredningshold og der er også deciderede livredningsklubber, som træner livredning – både som en færdighed og en disciplin der konkurreres i.