0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk Svømmeunion lancerer tre nye livredderprøver

13-01-2017

Prøverne er gældende fra 1. januar 2017.

Af: Caroline Kleemann Falster

Per 1. januar 2017 har Dansk Svømmeunion i samarbejde med TrygFonden Kystlivredning lanceret tre nye livredderprøver, som skal være med til at øge vandsikkerheden ved aktivitet i såvel bassin som åbent-vand.

 

 

Dansk Svømmeunions målsætning er at øge kompetencerne til at forebygge drukneulykker hos nøglepersoner, som har ansvar for vandsikkerheden ved afvikling af aktiviteter i åbent vand og i bassin. Lanceringen af de tre nye livredderprøver med tilhørende certifikater skal være med til at give nøglepersonerne de rette kompetencer inden for livredning og være med til at skabe et fundament for et højt livredderfagligt niveau, uanset om du er fra en klub, skole, institution eller andre livredderorganisationer.

 

Om lanceringen af den ny livredderprøvestruktur, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen Christensen:
I Dansk Svømmeunion er det vores mission at skabe de bedste, sjoveste og mest motiverende rammer for udøvelse af vandidræt i Danmark. En vigtig forudsætning for dette, er, at vi føler os sikre og trygge i vandet. Med lanceringen af tre nye livredderprøver, sætter vi livredningsfærdigheder blandt nøglepersoner endnu højere på dagsorden med målet om at øge vandsikkerheden for alle, som laver aktiviteter i åbent-vand og i bassin”.

 

International certificering

Blandt de tre nye prøver er der lanceret to nye åbent-vand livredderprøver, hvoraf den ene er en ”Åbent-vand Underviserprøve”, som primært er rettet mod undervisere i svømmeklubben, i folkeskolen, på efterskoler, højskoler og andre institutioner, som underviser børn og unge i og ved åbent-vand. Den anden åbent-vand prøve benævnes ”ILS åbent-vand Livredderprøven”, som er en internationalt certificeret prøve, der primært retter sig mod livredderorganisationer og andre, som ønsker at udføre livredningstjeneste ved åbent-vand. Med implementeringen af de to nye åbent-vand livredderprøver er Søsportsprøven blevet udfaset per 31. december 2016.
Den tredje af de nye prøver er ”ILS Bassin Livredderprøven”, som er en udvidelse af Bassin Livredderprøven til at være en internationalt certificeret prøve, der primært retter sig mod prøvetagere, som ønsker at opfylde den internationale standard som bassin livredder.
Det vil stadig være muligt at tage den oprindelige bassin livredderprøve samt bassin underviser prøven.

 

Folder med den ny livredderprøvestruktur

Som led i lanceringen af den ny livredderprøvestruktur udgiver Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning en ny folder med beskrivelse af livredderprøverne samt strukturen for den tilhørende dommeruddannelse.

Du kan hente folderen i PDF format her: http://www.svoem.org/_files/livredning/vandsikkerhedsprve_web.pdf

Den nye livredderstruktur opstår som led i en stadig stigende aktivitet inden for åbent-vand svømning i både svømmeklubber og blandt selvorganiserede åbent-vand svømmere. Dansk Svømmeunion ser det som sin forpligtelse at medvirke til at fremme vandsikkerheden ved åbent-vand svømning, og det skal uddannelse af åbent-vand livredderdommere blandt andet være med til at sikre.

 

Kurser og uddannelse i 2017

I 2017 udbydes nye kurser til uddannelse af nye åbent-vandlivredderdommere og efteruddannelse af nuværende bassinlivredderdommere.

Følgende kurser udbydes:

22.-23. april: Åbent-vand livredderdommerkursus

23. april: Åbent-vand efteruddannelse af nuværende bassinlivredderdommere

Derudover udbydes der i løbet af foråret kurser med prøveaflæggelse af åbent-vand underviserprøven udvalgte steder i landet.

Tilmelding åbent-vand livredderdommerkurser og efteruddannelse åbnes ultimo februar og foregår via kursuskalenderen på www.svoem.org.

 

Tak til samarbejdspartnere

I arbejdet med at udvikle den ny livredderprøvestruktur har Dansk Svømmeunion og TrygFonden Kystlivredning fået sparring fra; Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, Team Bade, Safety Group, DGI, Board Up North, Københavns Livredderklub. Hver af disse organisationer har haft deltagere på et åbent-vand livredderdommer pilotkursus, som blev afholdt i maj måned 2016.

 

For yderligere information kan arbejdsgruppen kontaktes:

Caroline Kleemann, udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion: ck@svoem.dk, mobil: 61 12 81 87

Kristine Skou, udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion: ks@svoem.dk, mobil: 51 66 39 67

Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning: miw@svoem.dk, mobil: 30 35 81 88


 






Cookieindstillinger