Samtidig sikrer Mie Ø. Nielsen sig en plads i semifinalerne i 50 m rygsvømning.
Af: Nora Thomsen
Et spændende løb i fredagens indledende konkurrencer ved VM på kortbane i Canada var uden tvivl herrernes 4 x 200 m fri holdkap, hvor Danmark stillede til start med en kvartet, der i den grad viste sig at være sultne efter at levere et stærkt resultat. Alle fire formåede de at fastholde et hæsblæsende højt tempo, som resulterede i en flot dansk rekord til Danmark i tiden 6.54,88. Dermed er rekorden sat tilbage i 2014 slettet og tiden forbedret med 3,77 sekunder.
På førsteskiftet formår Sebastian Ovesen samtidig at sætte en flot personlig rekordtid i 1.43,93.
Med den stærke tid sikrer Danmark sig en plads i aftenens finale som samlet nummer tre.
Det danske hold bestod af følgende svømmere:
Sebastian Ovesen, Svømmeklubben KVIK Kastrup: 1.43,93.
Daniel Skaaning, STT-VAT/NTC: 1.44,01.
Anders Lie Nielsen, Farum Svømmeklub/USA: 1.42,64.
Frans Johannessen, Svømmeklubben Triton Ballerup: 1.44,30.
En sublim holdkappræstation af de fire danske herrer i en fremragende dansk rekordtid. Samtidig dejligt nu at kunne glæde sig til et gensyn med holdkappen, når finalen gennemføres natten til lørdag, dansk tid.
Med i fredagens indledende 50 m rygsvømning for damer var både Mie Ø. Nielsen og Julie Kepp Jensen i konkurrence.
For Mie bliver det til den udmærkede tid 26,75, som resulterer i en samlet placering som nummer ni og dermed en sikker semifinaleplads for Aalborg-svømmeren.
Julie Kepp Jensen noteres for tiden 27,51, og det rækker til en samlet 25. plads for svømmeren fra JGI/A6.
For Magnus Jakupsson bød programmet fredag på indledende 50 m butterfly. Og her gik alt op i en højere enhed for svømmeren fra Farum Svømmeklub, der lykkedes med at sætte en fin personlig rekordtid i 23,77. Danskeren bliver to’er i sit heat og slutter som samlet nummer 29.
Aalborgs Viktor Bromer skulle også have deltaget i samme disciplin, men valgte at trække sig fra løbet, da han ikke følte sig frisk i dag.
Med i fredagens indledende 400 m fri svømning var Sigma Swim Allerøds Maj Howardsen, der tilbagelægger de 400 meter i tiden 4.11,51. Danskeren slutter på en samlet 26. plads.
Også Matilde Schrøder var i konkurrence i fredagens indledende afsnit. Svømmeren fra Swim Team Odense er med i damernes indledende 100 m brystsvømning. Her bliver Matilde Schrøder noteret for tiden 1.08,08 og opnår en samlet placering som nummer 28.
Se alle resultater på: http://omegatiming.com/Sport?sport=AQ
I fredagens finaleafsnit kan vi opsamlende se frem til dansk deltagelse i følgende discipliner:
50 m butterfly, damer, finale: Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC) og Emilie Beckmann (Tune IF/GTI/NTC).
50 m rygsvømning, damer, semifinaler: Mie Ø. Nielsen (Aalborg Svømmeklub).
4 x 200 m fri holdkap for herrer, finale: Danmark.
Således venter et rigtig spændende finaleafsnit, som begynder klokken 00.30 dansk tid.
Fakta:
Detaljeret VM-program for de danske svømmere.
Vær’ opmærksom på, at der er seks timers tidsforskel mellem Windsor og Danmark. Indledende afsnit starter således klokken 15.30 dansk tid og finaleafsnit klokken 00.30 dansk tid.
Officiel hjemmeside:
http://www.fina.org/content/13th-fina-world-swimming-championships-25m-2016
Følg med via en særlig app med fokus på VM i Canada
Som et helt nyt tiltag har FINA for første gang udviklet en app, som giver interesserede mulighed for at få direkte adgang til informationer om mesterskaberne, resultater, atlet-info, videoer med meget mere. App’en er gratis og kan downloades her.
Følg med live via TV2
Har du adgang til TV2’s platforme har du mulighed for at følge med live. Indledende afsnit vises på TV2 SPORT og TV2 PLAY fra klokken 15.25. Fredag, lørdag og søndag vises indledende afsnit dog kun på TV2 PLAY.
Finaleafsnittene bliver vist hver aften/nat på TV2 SPORT fra klokken 00.25.
Kontaktperson
Pressekontakt under mesterskaberne er sportschef Lars Green Bach, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
www.svoem.org