0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Nedtælling til VM på kortbane i Canada

04-12-2016

17 danske svømmere skal den kommende uge kæmpe det bedste de har lært ved kortbane-VM i Canada.

Af: Nora Thomsen

Om blot to dage går det løs ved verdensmesterskaberne i svømning på kortbane i Windsor, Canada. 17 danske svømmere vil være klar, når det går løs.

 

Tirsdag den 6. december starter verdensmesterskaberne på kortbane i den canadiske by Windsor.
Det er første gang at Canada afholder et VM kortbanemesterskab og værterne har gjort sig umage med at skabe spektakulære og optimale rammer for begivenheden i “WFCU Centret” – faciliteter, som hører til blandt de bedste i Nordamerika.


WFCU centret i Windsor, Canada.

Danmark stiller med et hold på 17 svømmere bestående af et mix af såvel rutinerede og erfarne svømmere samt svømmere, for hvem disse mesterskaber forventes at blive det store internationale gennembrud.

Dansk Svømmeunions cheflandstræner Nick Juba ser frem til et godt stævne og understreger, at der altid er noget specielt over et verdensmesterskab:

- Store internationale stævner er altid spændende og udfordrende. Det gælder også de kommende dages mesterskaber i Canada. I forlængelse af et OL som nu Rio i august, vil der altid mangle en del af de store profiler, men det bliver dog fortsat et fantastisk stævne. Der er trods alt stadig tale om et verdensmesterskab, betoner Nick Juba.

Mesterskaberne markerer overgangen fra en olympisk cyklus til en anden, derfor er det vigtigt, at de 17 danske svømmere får nogle gode internationale sportslige oplevelser i Canada:

- Jeg har ikke en række konkrete forventninger ved stævnet, for vi ved eksempelvis intet om, hvilken form, konkurrenterne vil være i. Mange faktorer kan spille ind, og det er faktorer, som vi ved disse mesterskaber ikke har en fornemmelse af. Det vi kan gøre, det er at forberede vores svømmere bedst muligt til at nyde mesterskabernes konkurrencer, at indhente en masse international stævneerfaring og derudover være parate til at præstere noget af deres hidtil bedste, uddyber Nick Juba.

Fokus på dette VM er, at oplevelsen bliver både lærerig og spændende for de danske svømmere – og så selvfølgelig, at der bliver svømmet en masse gode tider, eller som Nick Juba udtrykker det:

- Målet er, at svømmerne opnår en masse god erfaring, og hertil naturligvis at de alle vil svømme stærkt! Vores hold består af et mix af både erfarne svømmere samt en gruppe af nye svømmere. Hertil er der afbud fra enkelte af vores store profiler. Så jeg glæder mig til at se, hvordan resultaterne fordeler sig. Vi befinder os lige nu i en overgangsfase i dansk elitesvømning, så alt kan ske. Og hvad angår medaljer, vil jeg mene, at hver eneste medalje, der måtte svømmes hjem til Danmark, er at betragte som en absolut bonus, lyder det afslutningsvis fra Nick Juba.

Følgende 17 svømmere deltager ved VM på kortbane:
Viktor Bromer, Aalborg Svømmeklub
Søren Dahl, Herlev Swim/USA
Anton Ørskov Ipsen, Sigma Swim Birkerød/USA
Magnus Jakupsson, Farum Svømmeklub
Anders Lie, Farum Svømmeklub/USA
Daniel Skaaning, STT-VAT/NTC
Marcus Krøyer Svendsen, Svømmeklubben KVIK Kastrup
Frans Johannessen, Svømmeklubben Triton Ballerup
Sebastian Ovesen, Svømmeklubben KVIK Kastrup
Emilie Beckmann, Tune IF/GTI/NTC
Sarah Bro, Holbæk Svømme klub/NTC
Julie Kepp Jensen, JGI/A6
Mie Østergaard Nielsen, Aalborg Svømmeklub
Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC
Signe Bro, Lyngby Svømmeklub/NTC
Maj Howardsen, Sigma Swim Allerød
Matilde Schrøder, Swim Team Odense


Fakta:
Detaljeret VM-program for de danske svømmere.
Vær’ opmærksom på, at der er seks timers tidsforskel mellem Windsor og Danmark. Indledende afsnit starter således klokken 15.30 dansk tid og finaleafsnit klokken 00.30 dansk tid.

Officiel hjemmeside:
http://www.fina.org/content/13th-fina-world-swimming-championships-25m-2016


Resultater vil kunne følges live via følgende hjemmeside:
http://omegatiming.com/Sport?sport=AQ


Følg med via en særlig app med fokus på VM i Canada
Som et helt nyt tiltag har FINA for første gang udviklet en app, som giver interesserede mulighed for at få direkte adgang til informationer om mesterskaberne, resultater, atlet-info, videoer med meget mere. App’en er gratis og kan downloades her.

Følg med live via TV2
Har du adgang til TV2’s platforme har du mulighed for at følge med live. Indledende afsnit vises på TV2 SPORT og TV2 PLAY fra klokken 15.25. Fredag, lørdag og søndag vises indledende afsnit dog kun på TV2 PLAY.
Finaleafsnittene bliver vist hver aften/nat på TV2 SPORT fra klokken 00.25.

Kontaktperson
Pressekontakt under mesterskaberne er sportschef Lars Green Bach, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.   

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937

www.svoem.org


 






Cookieindstillinger